Søren Gade fik billigt bryllup på kaserne: "Han har fået særbehandling"

- Hvis procedurerne i Forsvaret ikke er klare, kan det jo ikke være mit problem, skriver Søren Gade til BT.
- Hvis procedurerne i Forsvaret ikke er klare, kan det jo ikke være mit problem, skriver Søren Gade til BT. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv

I strid med Forsvarets egne regler lånte Venstres gruppeformand Søren Gade i september Holstebro Kaserne til sin datters bryllup til en særlig lav pris.

Det skriver BT fredag.

Gennem Holstebro Garnisons Officerforening, hvor Søren Gade er mangeårigt medlem, lånte den tidligere forsvarsministers datter officersmessens festlokaler til bryllupsfesten med 120 gæster mod et gebyr på 1200 kr.

Men det er i strid med Forsvarets Ejendomsstyrelses procedure, da lokalerne skal lejes gennem dem, erkender styrelsen til BT. Den samlede pris for leje af officersmessens lokaler ville i stedet have lydt på 6.260, fremgår det af et takstblad for udlejning. Nu bliver proceduren derfor indskærpet over for soldaterforeningerne.

- Vi laver en generel indskærpelse af, hvordan tingene skal køre, og vi arbejder videre med at ensrette reglerne, så de er gældende og klare overfor alle på alle etablissementer, skriver kommunikationsmedarbejder ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Martin Særmark-Thomsen til BT.

Professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet Bent Greve mener, at Søren Gade har fået særbehandling.

- Ja, han har fået særbehandling. Og det er lige så oplagt, at han har fået en gave, som han så principielt skal betale skat af, siger Bent Greve til BT.

Ud over de 1.200 kr. i gebyr for festlokalet betalte Søren Gades datter 5.640 kr for i alt 15 overnatninger efter festen.

- Hvis procedurerne i Forsvaret ikke er klare, kan det jo ikke være mit problem, skriver Søren Gade til BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.