Virksomheder, der ikke kan finde ud af at indberette ansattes skatteoplysninger korrekt og til tiden, risikerer i fremtiden at blive mødt med en sand byge af bøder.
Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har Skat siden 1. juli haft mulighed for at dele bøder ud til virksomheder, uanset om de pågældende bevidst har forsømt indberetningen, eller om det sket er i god tro.
Specielt mindre virksomheder uden store administrative afdelinger risikerer at komme i karambolage med den nye bødeordning, og det møder kritik fra blandt andet revisionsvirksomheden BDO.
- Man kan meget nemt komme til at uddele bøder til virksomheder, som gør en voldsom indsats for at have orden i tingene.
- Det vender den tunge ende nedad, fordi det rammer de små, der i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde administrationen nede, siger Henning Boye Hansen, seniorskattekonsulent i BDO.
Han gætter på, at mange virksomheder vil stifte bekendtskab med de nye bøderegler, blandt andet fordi Danmark har nogle af de mest komplicerede personalegoderegler i verden.
Men heller ikke blandt de store virksomheder hejser man flaget for den nye bødeordning, som graduerer bødestørrelsen, så den afhænger af antallet af ansatte i virksomheden.
- Vi savner dokumentation for, at den hidtidige praksis ikke har virket, og at den nye er påkrævet og retter op på problemet, siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI.
Hos Skat bekræfter specialkonsulent Hanne M. Christensen, at Skat sigter på at få virksomhederne til at makke ret og indberette rigtigt og rettidigt, da Skat i dag bruger mange ressourcer på det.
Det er nemlig et alt for stort antal fejl i virksomheders skatteindberetninger af deres ansattes løn, pension og personalegoder, der er den direkte årsag til, at Skat har fået lovhjemmel til at tage skrappere midler i brug.