Vi vil provokere - ikke forhandle udlændinge.
Sådan lyder det fra to SF'ere fra partiets venstrefløj, der hilser Villy Søvndals invitation til samarbejde med Dansk Folkeparti velkommen.
"For mig at se er det en provokation til DF: Kom ud af busken, og meld jer på banen i velfærdskampen. Det er ikke en invitation til nogle forhandlinger, hvor de skal blande sig i integrations-, udlændinge- og asylpolitikken. Den æra er slut, hvor DF kan diktere den," siger medlem af SF's landsledelse, Trine Mach.
Samme holdning har kulturordfører, Pernille Frahm.
"Jeg oplever, at det er en provokation over for Dansk Folkeparti. En udfordring på det de siger, og det de gør. Der en kæmpe forskel. Og det prøver Villy at gøre opmærksom på," siger hun, og understreger, at udfordringen har virket efter hensigten.
"Kristian Thulesen Dahl har lige været ud og sige, at det bliver der ikke noget af. Det samme siger Pia Kjærsgaard. Det er jo bare ævl," lyder det fra Frahm.
Både Trine Mach og Pernille Frahm har tidligere stillet sig kritiske over for den mere midtersøgende linje, som Villy Søvndal har lagt for partiet. Bl.a. har Frahm har kritiseret partitoppen for at støtte anerkendelsen af Tibet som en del af Kina. Trine Mach stiller sig kritisk over for det alternative røde pointssystem for udlændinge.
Men denne gang rammer Søvndal plet, mener de.
"Udmeldingen handler ikke om, at nu er der en ny alliance på vej i dansk politik, overhovedet," påpeger Trine Mach.