Selv mente hun, hun var gået glip af 500.000 kroner. Se og Hør mente på den anden side kun, det kunne være 10.000 kroner værd.
I dag har Københavns Byret afgjort, at Se og Hør skal betale Anni Brinck - bedre kendt som Fønsby - 112.000 kroner for i juli 2009 at have bragt en række frække billeder af hende mod hendes vilje.
Det skriver Ekstra Bladets webavis.
Billederne var taget til en kalender, som skulle have været en æggende gave til Anni Brincks mand Erik Damgaard.
Den evigt skandaleombruste Anni mente tilsyneladende, at billederne var så gode, at alle skulle få chancen for at erhverve sig den frække kalender. Derfor mente hun, at Se og Hør ved at have brugt billederne ødelagde en god indtjeningsmulighed for hende.
Selv mente hun at være blevet snydt for en god halv million kroner, men så meget mente retten trods alt ikke kalenderen kunne have indbragt hende. Dog er ugebladets chefredaktør Kim Henningsen blevet pålagt at betale kvinden med de forbløffende bryster og læber 112.000 kroner.
Og det kommer nok alt andet lige som et lille lyspunkt midt i den rufferisag, Anne Brinck sidder midt i.