Der var ægte kærlighed i luften, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary den 14. maj 2004 sagde ja til hinanden i Vor Frue Kirke i København.
I dag kan Danmarks kommende konge og dronning fejre deres 14-års bryllupsdag, og i den forbindelse har facebooksiden ’Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary – Nyhedsside’ delt rørende billeder af det royale par.
Hvem husker ikke det ikoniske billede af Frederik, der med tårer i øjnene venter på, at Mary skal komme op ad kirkegulvet.
Eller billedet af kronprinsesse Mary, der i den smukke brudekjole får et inderligt kys af sin brudgom på balkonen på Amalienborg.
Kronprins Frederik har senere fortalt, at han simpelthen ikke kunne holde facaden, da han ventede på sin brud i Vor Frue Kirke.
- Jeg kunne høre på mængden udenfor at Mary var ankommet. Der var sikkert en masse uforløste og indestængte følelser, som jeg havde haft for mig selv i flere år, som ikke kunne og ikke skulle holdes tilbage. Jeg tænkte: Til helvede med at holde facaden. Dette er det store øjeblik. Jeg var også optaget af, at situationen, da Mary kom op ad kirkegulvet og selve ceremonien, kun handlede om Mary og mig. Kirken kunne lige så godt have været tom. Der var kun os to i det intense øjeblik, har kronprinsen fortalt.
Sammen har Frederik og Mary børnene prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.
Se de rørende billeder af det forelskede par her: