Russisk it-millionær, Yevgeny Kaspersky, fik sin søn kidnappet af den russiske mafia i slutningen af april måned.
Kaspersky, der er grundlægger af et af verdens største it-sikkerhedsfirmaer, er sikker på, at det var oplysninger om sønnens færden, fundet på den russiske pendant til Facebook (Vkontakte), der førte til kidnapningen af hans søn.
Derfor advarer han nu forældre verden over, mod at deres børn deler personlige oplysninger på nettet via sociale medier, som fx Facebook.
"Efterforskning viser, at kidnapperne aktivt scannede sociale medier for personlige informationer om mulige ofre til at forstå deres daglige rutiner. Oplysningerne blev senere brugt til at planlægge forbrydelsen. På dette tidspunkt kan vi kun gisne om, hvad der er årsagen til, at de besluttede at angribe Ivan," skriver Eugene Kaspersky på Facebook.
Rigmanden bebrejder sig selv for ikke at have været opmærksom nok på at undervise sin søn i at bruge sociale medier på den rigtige måde.
Bortførerne kræver en løsesum på tre millioner euro. Det svarer til godt 22,4 millioner kroner.