Hvis regeringen og Dansk Folkeparti vedtager det forslag om integrationsydelse, som netop er blevet førstebehandlet i Folketinget, kan vi ikke sikre alle tag over hovedet. Sådan lyder det fra Socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil.
- Hold nu op med at indføre de her særligt lave ydelser. De betyder, at folk ikke kan betale deres husleje, og der kommer et alt for stort pres på den del af boligmarkedet, siger hun til Avisen.dk.
Udvidelsen af integrationsydelsen til alle flygtninge, der ikke har været i landet i syv ud af de sidste otte år, skal implementeres samtidig med det nye kontanthjælpsloft.
- Det giver et ekstremt pres på behovet for billige boliger, som i forvejen ikke findes, siger hun.
Pernille Rosenkrantz-Theil kalder situationen absurd, og det er ikke nok at bygge flere billige boliger, som De Radikale foreslår.
- Man kan jo godt sætte et plaster på såret ved at bygge flere billige boliger. Men jeg har ikke set nogen sandsynliggøre, at det er muligt at bygge boliger til en husleje, som man kan betale med kontanthjælpsloft og integrationsydelsen, siger hun.
Regeringen kan derfor ikke komme uden om at diskutere ydelsernes niveau, mener hun.
- Hvis man sætter ydelserne ned, har det den direkte konsekvens, at vi ikke kan sikre tag over hovedet på folk, siger hun.
V medgiver: Kommuner under pres
Integrationsydelsen er i praksis en genindførelse af starthjælpen, som blev droppet i 2012, da Thorning-regeringen afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser.
Et par med børn går fra at få 28.832 kroner om måneden før skat til 16.638 kroner. Det efterlader 4.079 kroner til husleje, viser beregninger, som Lejernes Landsorganisation har lavet for Avisen.dk.
Under førstebehandlingen blev Venstres integrationsordfører, Marcus Knut, spurgt, om der i alle kommuner er ledige boliger nok med en husleje på 4.079 kroner om måneden inklusiv forbrug.
Det svarede han ikke på, men sagde i stedet:
- Vi skal væk fra den her præmis om, at flygtnignene skal sidde på integrationsydelse år efter år. Det er kun et sted, man er, indtil man kommer ud på arbejdsmarkedet.
Han medgav dog, at kommunerne er pressede og kan komme i en situation, hvor de kan få svært ved at finde boliger, som kan betales på integrationsydelse.