Rekordmange danskere vil i år bruge en del af ferien i ti kilometers højde med 800 kilometer i timen.
I Københavns Lufthavn venter man lige over 108.000 rejsende fredag. Det er kun 2000 færre passagerer end på lufthavnens travleste rejsedag nogensinde, som faldt den 25. juni i år.
I alt forventes over en million mennesker at passere igennem hovedstadens lufthavn i efterårsferien - hvilket også er en rekord.
Samme mønster tegner sig i lufthavnene i Billund og Aalborg.
Ud over klassiske solferie-destinationer er det især lange ture over Atlanten der har oplevet et boom. Såkaldte city-breaks til storbyerne New York, Los Angeles eller San Francisco er blevet særligt populære.
Fly til europæiske metropoler er også fyldt op. Her er London klart det mest populære efterårsferiemål.
Alt det øger risikoen for køer og forsinkelser. Hvis man vil undgå den slags, lyder der ét råd fra de tre lufthavne: Tjek ind hjemmefra, og kom i god tid.
Desuden har Kasper Hyllested, pressechef for Københavns Lufthavn, et særskilt råd til de passagerer, der kun har håndbagagen med i luften:
- Man gør sig selv en tjeneste ved hjemmefra at sørge for at have væsker i toppen af tasken - klar til at tage ud. Det samme gælder tablets eller den bærbare computer, siger han.
Modsat luftfarten tegner efterårsferien ikke til at give nogen usædvanlige udfordringer for togrejsende.
Skal man afsted med tog, er der derfor ikke andre råd at give end de sædvanlige: Følg med i driften på dagen - enten via Rejseplan-appen eller på DSB's hjemmeside.
Hos Vejdirektoratet regner man heller ikke med at slå nogen rekorder for antal hjul på vejene. Erfaringerne hos trafikmyndigheden peger dog på, at der kan forekomme tæt trafik fra formiddag til eftermiddagstid de to lørdage i ferien.
Er man bekymret for efterårstrafikken kan man på Vejdirektoratets hjemmeside finde råd til at undgå trafikale problemer i efterårsferien.
/ritzau/
/ritzau