En lidt for tung speederfod eller glemt sikkerhedssele kan hurtigt gøre sommerens kør-selv-ferie til en dyr fornøjelse.
Flere europæiske lande har hævet bødetaksterne for trafikforseelser i år, viser en oversigt, FDM's tyske søsterklub, ADAC, har lavet over bødestørrelserne for en række overtrædelser i 31 europæiske lande.
- Det er ikke bare ganske store beløb, man risikerer at få i bøde. I de fleste europæiske lande kan politiet også opkræve hele eller dele af bøden på stedet, siger jurist i FDM Dennis Lange.
- Derfor er det en god idé altid at have lidt kontanter med i bilen. Betaler man på stedet, er det vigtigt at huske at få en kvittering, lyder det.
Særligt i populære ferielande som Italien og Frankrig kan det være dyrt ikke at overholde loven. Her takseres en hastighedsovertrædelse på 20 km/t til henholdsvis 135 og 170 euro.
Men er der tale om en overtrædelse på 50 km/t eller mere, falder hammeren tilsvarende hårdere. I så fald begynder bødestørrelsen i Italien ved 530 euro, mens den i Frankrig ligger på 1500 euro.
Dyreste land at forbryde sig mod færdselsloven i er dog Norge. Ryger speedometernålen her over 20 km/t mere end det tilladte, koster det 480 euro, mens en hastighedsoverskridelse på mere end 50 km/t koster fra 1500 euro.
Taksten for at køre over for rødt eller at overskride et overhalingsforbud ligger på 700 euro.
I flere lande kan man imidlertid få rabat på sin bøde. Betaler man inden 60 dage, slipper man i Italien for eksempel med mindstetaksten.
I Frankrig får man nedsat bøden, hvis man betaler inden 15 dage. I Grækenland og Spanien er der 50 procent rabat, hvis man betaler inden henholdsvis 10 og 20 dage.
26 EU-lande, herunder Danmark, har siden 2010 samarbejdet om at inddrive ubetalte færdselsbøder. Derfor er der også stor sandsynlighed for, at en ubetalt bøde fra sommerens kør selv-ferie indhenter én.
/ritzau/