En lille dreng på fire år blev glemt af pædagoger på en legeplads ved Silkeborg. Han var så ked af det, at han havde tisset i bukserne.
Først tre timer senere blev han fundet af en tilfældig forbipasserende, som straks kontaktede børnehaven. Her havde pædagogerne endnu ikke opdaget, at drengen manglede, skriver Midtjyllands Avis, Mja.dk
Den meget uheldige episode skete i Fårvang Børnehave, da drengen i sidste uge var på tur med børnehaven. Turen gik til en indhegnet legeplads, hvorefter alle drog tilbage til institutionen klokken 12.40.
Men altså uden den 4-årige dreng, som blev efterladt og kom til at tisse i bukserne af angst, skriver Midtjyllands Avis.
"Han var faldet i søvn på legepladsen og havde derfor ikke hørt, at der blev kaldt. Samtidig var der sket det, at nogle børn var blevet afleveret af deres forældre, mens et enkelt barn var blevet afhentet. Det gjorde, at personalet reelt ikke havde helt styr på, hvor mange børn, der var med. Derfor gik det galt," siger børnehavens souschef Klaus Alsted Ditlev, til Midtjyllands Avis.
Til avisen beklager han hændelsen og lover nye regler for optælling af børnehavebørn.
Kilde: Mja.dk