Ikke færre end 260.000 mennesker har indtil videre sikret sig en billet til den udstilling, der torsdag åbnede på Louvre-museet i Paris i forbindelse med 500-året for Leonardo da Vincis død.
Det er den hidtil største udstilling med den italienske renæssancekunstner og opfinders værker.
I foråret blev 500-året markeret i hans hjemland, Italien, og nu er turen kommet til Frankrig, hvor han døde den 2. maj 1519.
Louvre er kendt for at udstille da Vincis mest berømte maleri, "Mona Lisa", men udstillingen indeholder langt mere end maleriet af kvinden med det mystiske smil.
Museet har i forvejen en håndfuld af de kendte da Vinci-værker, men Louvre har lånt malerier fra andre museer og samlere, så den udstilling, der nu er åbnet i Paris, har ti da Vinci-malerier.
På Louvre ligger der nu i alt 160 tegninger, skitser, breve, skulpturer og malerier, som tilskrives da Vinci.
Kunsteksperter er ifølge nyhedsbureauet Reuters uenige om, hvor mange da Vinci-malerier, der findes. Nogle siger 14, andre 17.
Et af de værker, der er strid om, er verdens dyreste maleri, "Salvator Mundi" (Verdens Frelser), der blev købt på en auktion for 450 millioner dollar i 2017.
Det svarer til omkring 2,7 milliarder kroner.
Louvre har anmodet kulturministeriet i emiratet Abu Dhabi om at udlåne maleriet, men ved udstillingens åbning torsdag var maleriet fraværende.
Et andet maleri, der ikke er en del af den store udstilling, er da Vincis formentlig mest kendte værk, "Mona Lisa". Det hænger på sin sædvanlige plads i Louvre, hvor omkring 30.000 daglige gæster kan beundre det.
Da "Salvator Mundi" blev solgt på auktionen, var det ikke klart, hvem køberen var.
Men avisen Wall Street Journal rapporterede, at køberen var den saudiarabiske prins Badr bin Abdullah, der havde fungeret som stråmand for den egentlige køber, Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman - kendt som MBS.
/ritzau/