Selvom den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, forlængst har vundet Michelles hjerte, så bliver hun snart begavet af den glade husbond med en 175.000 kroner dyr ring af rhodium.
Den får hun, fordi hun har støttet sin ægtemand gennem en lang og sej valgkamp, der varede hele to år.
Ringen bliver lavet af den italienske topdesigner Giovanni Bosco, der også har lavet ringe for en række andre kendte.
"Hr. Obama har forhørt sig hos vores agent i USA - han ønsker at vise Michelle sin taknemlighed efter de mange måneders valgkamp," siger en talsmand fra Giovanni Bosco til Daily Mail.
Kun 25 tons rhodium brydes årligt - mest i Sydafrika - og derfor er det så enormt dyrt, lidt over 28 gram fås for omkring 44.000 kr.
Smykkedesigneren vil ikke afsløre den præcise pris på den dyrebare ring, men fortæller, at den udover rhodium er lavet af sorte diamanter.