- Tak for kampen, det var jo hurtigt og nemt overstået.
Det er den 25. april, klokken er 3:40 om natten i Forligsinstitutionen i København, hvor FOA-formand Dennis Kristensen gør klar til at skrive under på en ny tre-årig overenskomst for sosu'er og andre LO-grupper med job i landets regioner.
FOA-formandens ironi er ikke til at tage fejl af, da han grinende sætter sig ved det lange, ellipseformede bord på Forligsmandens kontor. Forhandlingerne om de 750.000 offentligt ansattes overenskomster har været alt andet end hurtige og nemme.
På et tidspunkt, hvor nedtællingen til storkonflikt i Danmark for alvor er i gang, truer intern uenighed om strategien over for arbejdsgiverne nu for alvor sammenholdet blandt lønmodtagernes topforhandlere.
Med Dennis Kristensens underskrift på den nye overenskomst for LO-grupperne i regionerne, er det ikke længere en samlet lønmodtagerfront, der lægger arm med arbejdsgiverne i den offentlige sektor. Gnisten er tændt til en ilter debat fyldt med beskyldninger om svigt og sololøb.
I en ny, digital fortælling, 'Historien om OK18', som fagforbundet FOA lancerer tirsdag, fortæller en række af fagbevægelsens centrale aktører for første gang, hvordan de oplevede det dramatiske forløb.
Fagforbundet FOA lancerer tirsdag den digitale fortælling ’Historien om OK18’.
Journalist Lars Borking har fulgt forårets overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor på tæt hold i Forligsinstitutionen og beretter nu om, hvad der skete i de afgørende døgn, inden forligene faldt på plads. Om fagbevægelsens sjældne musketéred, der skulle sikre stigning i reallønnen, en arbejdstidsaftale til lærerne og ret til betalt spisepause.
’Historien om OK18’ er også fortællingen om sammenholdet, der blev udfordret, da der opstod uenighed om strategien.
UDVID 
Et forløb, hvor Danmark var uhyggeligt tæt på en storkonflikt, der kunne have sat sundhedsvæsenet på vågeblus, lukket skoler og fået tog til at holde stille. Et forløb, hvor fagbevægelsens topforhandlere indgik en historisk musketéred om at stå sammen, samtidig med at egne interesser blev forfægtet i kulissen.
- Jeg troede, fællesskabet var gået i stykker, men det er det jo ikke, erklærede en lettet sygeplejerske uden for Forligsinstitutionen, da alle forlig var faldet på plads. Få dage tidligere var hun rasende på FOA og Dennis Kristensen.
Tre krav var i fokus i det dramatiske forløb: Lønnen. Lærernes arbejdstid. Og retten til betalt spisepause. Tre gordiske knuder, der skulle løses op, hvis Danmark skulle undgå den lammende konflikt.
Det blev spørgmålet om, hvordan kravet om ret til betalt spisepause skulle håndteres, der for alvor satte sammenholdet blandt de ellers tætte allierede på prøve i Forligsinstitutionens lokaler.
For de statsansatte akademikere havde kravet om spisepausen topprioritet, fordi de frygtede, at rettigheden kunne være i fare for at blive taget fra dem, hvis den ikke blev skrevet direkte ind i overenskomsten.
Som en del af musketéreden havde Akademikerne fået både LO-gruppen (sosu'er, håndværkere og HK-folk med flere, red.) og FTF'erne (sygeplejersker, pædagoger og lærere med flere, red.) til at bakke op. Men hvor fast skulle man stå på kravet?
Uenigheden spidsede til samtidig med, at der ellers var fremdrift i forhandlingerne med regionerne, beretter formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto:
- Vi var enige om alt, bortset fra om Akademikerne skulle betale for at få spisepausen ind i overenskomsten. Arbejdsgiverne ville ikke give det gratis, og Akademikerne ville ikke betale, siger Bodil Otto i fortællingen.
Og hun tilføjer:
- Min vurdering var, at hvis Akademikerne ikke gav sig og accepterede en eller anden form for betaling, så ville det bryde sammen.
Noget for noget
En storkonflikt udløst af strid om akademikernes spisepause ville LO-folkene ikke stå på mål for. Dennis Kristensen, der i dag er gået på pension, fortæller, at han bragte sagen op på et møde med de øvrige forhandlere og spurgte:
- Skal prisen helt væk, skal spisepausen være gratis?
Ifølge Dennis Kristensen svarede FTF-gruppens talsmand, formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, bekræftende. I fortællingen er Bondo refereret for at sige, at ’så er balancen lagt. Det er ikke nogen nogen farbar vej at diskutere med arbejdsgiverne, om prisen skal være lavere, den skal være nul’.
Til Avisen.dk siger Bondo, at det ikke er fair at tage et enkelt citat og bringe det uden for den rette sammenhæng.
- Det er klart, at vi starter med at sige, at det skal være gratis. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke vidste, at vi skulle lave en aftale, og at det er ’noget for noget’. Jeg stod da benhårdt fast på over for arbejdsgiverne, at det her skulle være gratis. Selvfølgelig gjorde jeg det. Sådan foregår en forhandling. Og så skal vi finde noget, hvor de føler sig imødekommet. Det er det, der er spillet, siger Anders Bondo Christensen.
Han mærkede selv fællesskabets støtte, ikke mindst i den indledende fase, hvor kollegerne – i musketéredens navn – afstod fra at mødes med arbejdsgiverne, før der var bevægelse i lærernes forhandlinger om arbejdstiden. Siden oplevede lærerne dog et pres fra de øvrige forhandlere:
- Vi var fantastisk glade for opbakningen, men det er ikke nogen hemmelighed, at vi pludselig følte, at det gav pres på os selv. De andre blev utålmodige efter, at vi skulle finde en løsning på arbejdstiden, siger Bondo til Avisen.dk.
Udløsende faktor
Brød forhandlingerne sammen med storkonflikt til følge, skulle lønnen være den udløsende faktor, fastholdt LO-folkene. Det ville være det eneste krav, som de offentligt ansatte kunne bakke op om og befolkningen have forståelse for, lød analysen.
Når LOs forhandlere fokuserede på at få et gennembrud på det regionale område, var det blandt andet fordi, lærernes arbejdstid ikke blokerede her. I LO-kredsen var man tryg ved de formuleringer, som arbejdsgiverne i regionerne havde tilbudt om spisepausen.
Lønnen var forhandlerne også klar til at nikke til. Hvis Akademikerne ville have en bedre sikring af spisepausen, måtte de selv betale. Som HK/Kommunals formand, Bodil Otto, siger i FOAs fortælling:
- Fællesskabet kan jo ikke være en blankocheck til at undgå kompromiser.
Med LO-gruppernes regionale forlig stod det klart for alle, at lønmodtagerne ikke længere gik i takt. Beskyldninger om svigt mod især FOA-formand Dennis Kristensen fløj gennem luften.
For ham var der imidlertid ingen tvivl om, at ’enegangen’ var nødvendig, hvis storkonflikten skulle undgås. Til Avisen.dk siger den nu tidligere FOA-formand:
- Den armlægning, vi tog med akademikerne om spisepausen, lukkede OK18. Selvfølgelig blev de vrede. Men da forliget med regionerne var på plads, anså jeg resten som mere teknisk.
Efter LO-gruppernes regionale forlig, fik både akademikere og FTF'ere deres aftaler på plads. Siden fulgte forligene for de ansatte i staten og kommunerne den 28. april. Det blev til en samlet lønramme på 8,1 procent i alle tre overenskomster. Særlige puljer til sosu'er og til ligeløn i kommunerne. Striden om lærernes arbejdstid forblev uløst og sendt videre til en kommission.
Akademikerne fik retten til den betalte spisepause skrevet ind i deres overenskomster. En eksplicit ret med større juridisk sikkerhed, som de måtte betale for. 0,33 procent af lønrammen i staten. 0,35 procent i kommuner og regioner.
Tæskedumt
I FOAs fortælling kalder Anders Bondo Christensen LO-gruppernes enegang for ’tæskedumt og helt unødvendigt’. Lærerformanden ville hellere ’have forhandlet videre og fundet en løsning sammen’.
Til Avisen.dk siger Bondo, at han ikke deler fortællingen om, at det regionale forlig gav 'en ketchupeffekt' og således banede vej for andre aftaler.
- Det gjorde kun forhandlingerne vanskeligere, men fred være med det. Det har vi overstået, og det vigtige for mig var, at vi kom i mål alle sammen. Alle kunne registrere, at det skabte visse dønninger internt, men jeg er rigtig stolt over, at vi formåede at se os ud over det, siger Bondo.
Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, lægger i FOAs fortælling heller ikke skjul på, at han havde foretrukket et andet forløb:
- Vores strategi var at holde alle bolde i luften til sidst, for så undgik man, at det var et enkelt krav, der blev konfliktudløsende. LO-grupperne fratager os den mulighed, når de lukker økonomien. Så er der kun lærerne og spisepausen tilbage, siger Lars Qvistgaard.
Det har ikke været muligt at få uddybende kommentarer fra Akademikernes formand.
Når tidligere FOA-formand Dennis Kristensen taler om læren af det dramatiske forløb, er det med en advarsel om ikke at blive grebet af en stemning.
- Det var supergodt med den store opbakning, vi oplevede undervejs, men det er vigtigt at holde hovedet koldt og kunne slå til, når tiden er til det, siger Dennis Kristensen og tilføjer:
- Samarbejdet skabte resultater, som ingen havde troet på et år i forvejen. Hvorfor kunne vi ikke i fællesskabet håndtere at gå fra hinanden for derefter at indgå ens forlig. Man skal være mere klar på at indgå en aftale, siger Dennis Kristensen.