Først kom lønmodtagernes strejkevarsler - nu gør arbejdsgiverne i den offentlige sektor klar til at svare igen med omfattende lockoutplaner.
Dermed kan de strandede overenskomstforhandlinger kulminere i en storkonflikt, der kan omfatte flere hundrede tusinde medarbejdere med job på skoler, i daginstitutioner, ældrepleje og andre dele af den offentlige sektor.
De statsansattes øverste arbejdsgiver, innovationsminister Sophie Løhde (V), forbereder ifølge Politiken en lockout 'på hele statens område'. Det fremgår af en intern mail sendt til embedsmænd i Økonomi- og Indenrigsministeriet, som Politiken har set. Sophie Løhde har indkaldt til pressemøde i Finansministeriet onsdag klokken 11.00.
Også de kommunale arbejdsgivere forbereder modtræk til lønmodtagernes strejkevarsler. Onsdag kl. 14:30 mødes Kommunernes Landsforenings bestyrelse i Aalborg for at træffe den afgørende beslutning.
Forud for dette møde vil KLs topforhandler, Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (K), ikke sætte præcise tal på, hvor mange kommunalt ansatte, et lockoutvarsel vil omfatte. Men at det kan blive mærkart for både medarbejdere og de borgere, som er afhængige af hjælp fra det offentlige, lægger han ikke skjul på.
- Der er godt 500.000 ansatte i kommunerne, så hvis alle er enten strejker eller er lockoutet, fraregnet dem, der er undtaget, så kan det blive omfattende. Hele logikken i lockoutpolitikken er: Hellere en bred, kort konflikt end en smal, lang konflikt, siger Michael Ziegler til Avisen.dk.