Monica Havaleska kan blande mørtel, svinge en murerske og bygge huse. Hun kan spotte et kvalitetsbyggeri på flere hundrede meters afstand og bliver fagligt stolt, når hun ser dansk byggekunst.
Den 24-årige murer fik sidste år sit svendebrev som murer fra Roskilde Tekniske Skole.
Hun forstår slet ikke, at de fleste piger søger direkte mod uddannelser i social- og sundhedssektoren og vender ryggen til erhvervsuddannelser som murer, tømrer, industritekniker og smed.
- På min skole var vi kun tre piger, der gik på murer-linjen, så vi var virkelig i mindretal. Det er ærgerligt, for det er en god uddannelse, som piger sagtens kan gennemføre, siger hun.
Piger kan sagtens holde til det
En ny undersøgelse fra Tænketanken DEA viser, at dobbelt så mange drenge som piger søger en erhvervsuddannelse.
Og udover at for få piger vælger en erhvervsuddannelse direkte fra grundskolen, er der også store kønsforskelle i valget af uddannelse. Syv ud af ti drenge vælger teknologi, transport og byggeri mod kun en ud af ti piger.
Monica Havaleska beklager, at mange piger per automatik søger en uddannelse som sygeplejerske, pædagog eller sosu og slet ikke overvejer at vælge en håndværker- eller industriuddannelse, fordi de tror, at det er fysisk hårdt eller en mandekultur.
- Mit råd til andre piger er bare at komme i gang. De tror ikke, at de kan holde til det, men det kan de da. Det er sjovt, hyggeligt og udfordrende at tage en erhvervsuddannelse og at arbejde som faglært, siger hun.
Set med hendes øjne skal danske piger ud af deres komfort zone og tro på, at de sagtens kan hamle op med mænd på byggepladser og produktionsvirksomheder. Og kulturen på en erhvervsskole domineret af drenge bør heller ikke bremse pigerne, fastslår hun.
- Jeg var da også udsat for lidt stikpiller indimellem, men jeg er ikke bleg for at svare igen, og så holder det op, siger hun.
Boss Ladies
Monica Havaleska mener, at der er brug for flere kvindelige rollemodeller, der står frem, så unge piger får øje på, at de også kan arbejde med andet end omsorg, pleje og sundhed.
- Vi skal have flere initiativer som den kampagne, der hedder Boss Ladies. For så går det op for andre piger, at det kan være sejt at uddanne sig til elektriker eller håndværker, siger hun.
Blandt andet 3F, Dansk El-forbund, arbejdsgiverforeningen TEKNIQ og KL er blandt initiativtagerne til kampagnen Boss Ladies, der skal få flere piger til at søge uddannelser indenfor installations- og byggebranchen.
I dag er Monica Havaleska ved at uddanne sig videre til bygningskonstruktør på KEA, Erhvervsakademiet i København.