Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DET ER TRE UGER SIDEN, at jeg havde min sidste arbejdsdag på Lindegården i Roskilde. Jeg valgte at sige op, fordi jeg oplevede, at forholdene for ansatte og beboere igen var, som før min kollega Vivi blev stukket ihjel af en beboer. De ressourcer, som blev tilført efter drabet, og som gjorde, at vi som personale kunne bruge vores faglighed, og derved øge sikkerheden, de var stille og roligt forsvundet, kollegaer sagde op, og der blev ikke ansat nye i de ledige stillinger.
Den sidste dag på arbejde var der informationsmøde for alle ansatte, hvor ledelsen fortalte, at der skulle spares i Københavns Kommune, hvilket betød, at der skulle skæres ned med omkring 14 stillinger på Lindegården. Jeg følte det som om al luften gik ud af mig, og vreden boblede inde i mig.
Jeg kan huske, hvordan jeg før drabet på Vivi var begyndt at opgive at få bedre arbejdsforhold, fordi min oplevelse var, at når nogle af mine kollegaer eller jeg ytrede os om forholdene til ledelsen, så var udmeldingen, at: ”Sådan var virkeligheden, og hvis ikke man kunne indordne sig, så måtte man finde et andet arbejde”. Det var som om, at ledelsen opfattede mine kollegaer og jeg som besværlige, når vi sagde vores mening.
EFTER DRABET mærkede jeg, at mine kollegaer og jeg blev mødt med anerkendelse, jeg var stolt over, at det lykkedes os at stå sammen og få sagt fra. Det var en super hård tid, men vi fandt hver især kræfterne til at kæmpe, og der skete forandringer. Københavns Kommune afsatte midler, både til mere personale og til at få flyttet de beboere, der udgjorde en sikkerhedsrisiko, fordi de var til fare for dem selv og andre. Jeg fik følelsen af, at det endelig kunne nytte at kæmpe for bedre vilkår.
I dag to år efter synes jeg, at vilkårene er præcis som før drabet, hvis ikke de er blevet endnu ringere. Jeg føler, at den kamp mine kollegaer og jeg kæmpede, har været til ingen nytte. Jeg ved, at jeg har rost Københavns Kommune, fordi de tilførte flere midler, og at det begyndte at føles mere sikkert på Lindegården. Men jeg kan også huske, at jeg sagde til pressen, at jeg var skeptisk, da de spurgte, om jeg var tilfreds med resultatet fra strejken.
NU SIDDER JEG tilbage med en tom følelse inde i. Jeg føler, at mine kollegaer og jeg er blevet snydt af kommunen. Jeg har lyst til at sammenligne det med, når forældre giver deres børn en is, så de kan få ro i øjeblikket. På samme måde oplever jeg, at kommunen kun skabte forandringer for os som personale lige efter drabet for at få ro omkring Lindegården. Og da der blev nogenlunde ro, så fjerner de alle ressourcerne med argumentet om, at de beboere der i tiden omkring drabet, var blevet vurderet til at udgøre en sikkerhedsrisiko på Lindegåden, nu var flyttet. Jeg synes ellers, at når mine kollegaer og jeg beskriver de urimelige vilkår, der er for personalet og beboerne, så gør vi det ud fra faglige velfunderede argumenter. Men der bliver åbenbart ikke længere lyttet.
JEG FORSTÅR IKKE, hvordan politikerne tør spare så meget, at der ikke længere bliver god tid til den enkelte beboer, og dermed risikere at beboeren bliver til fare for sig selv og andre. For hvordan forestiller, politikerne og embedsmændene i Københavns Kommune sig, at beboerne på Lindegården og de andre bosteder i kommunen, kan få et værdigt liv, hvor de har mulighed for komme sig, hvis der ikke er personale nok, til at skabe de trygge rammer, som er nødvendige?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.