Medie: Ny bankpakke er på plads
Bred politisk aftale om krav til de største pengeinstitutter er på plads mellem regeringen, V og K.
leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Ny politisk aftale om kapitalkravene til de store danske pengeinstitutter er på plads mellem regeringen, Venstre og Konservative. Det erfarer TV 2 Finans.
Forliget om, hvor velpolstrede de danske banker skal være, er kommet på plads ved såkaldte hulemøder, hvor erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) kun har mødtes med de to borgerlige partier.
Ifølge TV 2 Finans får Danske Bank i forliget strammere krav end de øvrige banker, men lempeligere krav end i det oprindelige udspil, regeringen kom med.
Samtidig er det aftalt, at Danmark ikke skal have strammere krav end syv lande, som man sammenligner Danmark med.
Ifølge TV 2 Finans er DLR Kredit med som ny SIFI-bank. DLR Kredit er et realkreditinstitut, der ejes af lokale og regionale pengeinstitutter, og som yder lån til landbrugs- og erhvervsejendomme.
I forvejen er Danske Bank, Nordea Danmark, Jyske Bank, BRF Kredit, Sydbank og Nykredit udpeget til såkaldt systemisk vigtige banker. Det betyder, at de er for store til, at staten kan lade dem gå ned, hvis de ender i økonomiske vanskeligheder. Forhandlingerne om skærpede krav til bankerne gik i gang i slutningen af august, og erhvervsminister Henrik Sass Larsen har fra starten haft som erklæret mål at lande en bred politisk aftale.
Forhandlingerne har blandt andet taget udgangspunkt i anbefalingerne fra det såkaldte Sifi-udvalg om de systemisk vigtige banker.
De borgerlige har blandt andet været bekymrede for udsigten til, at de danske banker skulle leve op til skrappere kapitalkrav end deres europæiske konkurrenter.
/ritzau/
|
|