En havefest i Glamsbjerg på Fyn tog en voldsom drejning, da en 22-årig mand valgte at slå en aggressiv hund ihjel med en kniv.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Hunden havde bidt nogle af gæsterne til en sammenkomst, hvilket resulterede i, at en af de tilstedeværende besluttede sig for at straksaflive hunden med en kniv og efterfølgende grave den ned i et skovareal, siger Søren Frederiksen, vagtchef ved Fyns Politi, til avisen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.15 lørdag aften.
Herefter tog patruljen ud til stedet, hvor betjentene fandt den dræbte hund. De anholdt den 22-årige mand og sigtede ham for brud på dyreværnsloven.
Han blev kort efter løsladt.
/ritzau/