Smækre Lisa Lents er nok ikke kommet sig helt over chokket ved fredagens udsmidning fra 'Vild med dans'. Nu anklages hun af fotografen Christian Thøgersen for trusler og kontraktbrud.
Fotografen tog en række billeder i forbindelse med optagelser til modelbureauet Models Inc - men nu dukker billederne op på Lisa Lents egen hjemmeside.
"Det er mig, der har rettighederne til de billeder, og hun vidste, at hun ikke måtte bruge dem i andre sammenhænge. Derfor har jeg sendt hende en regning på 68.000 kroner," siger Thøgersen ifølge ekstrabladet.dk.
Hjemmesiden er efterfølgende blevet lukket, men fotografen vil stadig have sin betaling. Det er dog ikke faldet i god jord hos Lents.
"Hun sagde, at hun kendte en masse i pressen, som hun ville ringe til for at hænge mig ud. Men det er jeg ligeglad med. Det er mest luft fra hende. Hun tror, hun er en verdensstjerne nu," siger fotografen.