Ledige seniorer snydt for lukrativ jobordning

Ledige i 50'erne, der mister retten til dagpenge, skal vente tre år længere på at få tilbudt et seniorjob.
Ledige, der har mistet dagpengeretten, skal nu være 58 år mod tidligere 55 år for at få anvist et kommunalt job til "rigtig" løn via seniorjobordningen.
Ledige, der har mistet dagpengeretten, skal nu være 58 år mod tidligere 55 år for at få anvist et kommunalt job til "rigtig" løn via seniorjobordningen. Foto: Colourbox.com

Bare ærgerlig, du må vente endnu tre år.

Sådan har beskeden lydt til flere ledige seniorer, der havde drømt om at få anvist et kommunalt job til en overenskomstmæssig løn.

Den såkaldte seniorordning, der giver seniorer ret til at få anvist et arbejde af kommunen, hvis de er ved at falde ud af dagpengesystemet, er med et slag blevet ændret.

Det skete den 21. december sidste år, da Folketinget vedtog efterlønsreformen.

"Hidtil har grænsen heddet 55 år. Men med ét hug blev den regel ændret til, at man skal være 58 år i stedet for 55 år. Det skyldes, at for en 55-årig er den nye efterlønsalder hævet med tre år," siger Verner Sand Kirk, direktør i a-kassernes brancheforening, AK Samvirke, til Newspaq.

Han mener, at politikernes tale om "gradvis indfasning" af efterlønsreformen klinger hult.

"Vi har ganske triste meldinger fra folk, der i efteråret fik brev fra deres a-kasse om, at de var tæt på at ryge ud af dagpengesystemet, men at der var den mulighed, at de kunne få anvist et seniorjob. Men da man vedtog efterlønsreformen, forsvandt den rettighed med et hug," siger Verner Sand Kirk.

Seniorjobordningen gælder kun for folk, der betaler ind til efterlønsordningen. Ifølge AK Samvirke vil flere danskere fremover kunne få gavn af ordningen, når halveringen af dagpengeperioden træder i kraft fra årsskiftet.

AK Samvirke har beregnet, at 2.400 ledige hver måned vil passere toårs grænsen for dagpenge fra næste år.

"Opgjort på alder er der forholdsvis flere i de ældre aldersgrupper, som rammer loftet," siger Verner Sand Kirk til Newspaq.

Det vurderer at omkring 240 seniorer i øjeblikket er i et seniorjob.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.