Start med at gå ned i tid
Undersøg, om det er muligt at trække dig gradvist tilbage. Måske kan du få mere fleksible arbejdstider og dermed gøre arbejdet lettere at overkomme.
Bliv ven med os på Avisen.dk på Facebook - klik her og vær med nu
”Arbejdslivet giver os struktur, stimulation og anerkendelse – helt afgørende ingredienser i livet. Pludselig er det hele væk, når man stopper. Derfor kan det være smart at starte med at gå ned i tid,” siger Margrethe Kähler, seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Hun arbejder for tiden på en undersøgelse af livskvaliteten for ældre, når de trækker sig fra arbejdsmarkedet.
Ryd op i rutinerne
Når du stopper på arbejdsmarkedet, er det en god anledning til at få ryddet op i dit liv.
”Det er nu eller aldrig, at man skal rejse sig fra sofaen og komme i gang. Sørg for kun at beholde de ting og vaner, du virkelig har brug for. Smid resten ud,” siger Margrethe Kähler.
”Det handler om at opbygge en tilværelse, der rummer de sociale relationer og den fysiske aktivitet, man har brug for,” tilføjer hun.
Sæt skub i erotikken
Kærligheds- og sexlivet har måske været lidt på stand-by, mens du var optaget af dit arbejde. Seniorlivet handler om, at man i parforholdet gør sig attraktive for hinanden igen.
”Det, at man forlader arbejdsmarkedet, er en fantastisk chance for at gang i erotikken igen. Der kan være udfordringer, men hvis man virkelig prøver på det, kan man få gang i et forhold, der ellers var blevet træt. Det giver en enorm livsglæde,” siger Margrethe Kähler.
Find en fritidsinteresse
Uanset hvad vil der opstå et tomrum. Det skal du fylde ud med noget, der giver mening. Det kan være mange forskellige ting – det vigtige er, at det ikke kun er underholdning.
”Mange kan have glæde af at lave en eller anden form for frivilligt arbejde. Ofte kan man bruge nogle af de kompetencer, man har fra arbejdslivet, for eksempel som besøgsven, demensaflaster eller ved ældrepolitisk arbejde. Frivilligt arbejde giver den mening tilbage, man havde, da man var aktiv på arbejdsmarkedet,” siger Margrethe Kähler.