Ritzau
Opdateret kl. 12:58
Efter et færdselsuheld er Sønderjyske Motorvej onsdag spærret i sydgående retning ved Bramdrupdam.
To lastbiler er stødt sammen, oplyser politiet.
Det var lidt før middagstid, at politiet modtog meldingen om uheldet. Den ene chauffør var klemt fast, og en helikopter blev bestilt for at flyve ham væk, når han var kommet fri.
Ved middagstid tør vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi ikke udtale sig om, hvor længe motorvejen vil være spærret for trafik.
Umiddelbart er der heller ikke nærmere oplysninger, hvordan det gik til, at lastbilerne forulykkede.
Den ene af de involverede lastbiler var angiveligt lastet med jernplader.
Den spærrede strækning er mellem afkørsel 63 ved Bramdrupdam og afkørsel 64 ved Kolding Vest, oplyser Vejdirektoratet.
/ritzau/