Tirsdag kan godt 4.500.000 borgere i Danmark traske ned på den lokale skole og sætte deres kryds ved kommunal- og regionsvalget.
Men den demokratiske mulighed har hovedparten af 78 borgere, der bor på Christiansø midt ude i Østersøen, ikke. Det gælder eksempelvis skolelederen og læreren Nick Dalum.
Den lille ferieø, der ligger godt 18 kilometer nordøst for Bornholm, er nemlig ikke med i en kommune eller region, men ejes og administreres af Forsvarsministeriet. Det samme gælder naboøen Frederiksø.
Selv om den 63-årige Nick Dalum er uden valgkort og har været forskånet for politikernes ansigter i lygtepælene, følger han stadig intenst med i valgkampen.
Ingen kø ved kaffemaskinen
- Når man har stor samfundsinteresse, er det meget naturligt at følge med. Jeg har jo vidst fra start af, at jeg ikke kan stemme til kommunalvalg, og det er helt okay. Det er jo stadig spændende for os, hvad der sker på Bornholm og i resten af Danmark, siger han.
Nick Storm flyttede til Christiansø fra Midtsjælland for seks år siden, da han fik tilbudt et job som skoleleder og lærer på øens eneste folkeskole, der blot tæller 14 elever fordelt på klassetrinene 0. til 7. klasse. Der er aldrig kø ved lærerværelsets kaffemaskine, da skolen foruden Nick Dalum kun har to andre lærere ansat.
Den 63-årige lærer bor i en tjenestebolig, der ligger i forlængelse af skolen, og han nyder tilværelsen på den lille ø langt fra det danske fastland. Den garvede lærer får sjældent klaustrofobi over de små forhold, og han føler sig heller ikke isoleret, selv om han både har kæreste og børn bosiddende i København.
Når Nick Dalum får spørgsmålet, om han føler sig som andenrangsborger, falder svaret prompte.
Føler mig som førsterangsborger
- Nej, jeg føler mig nærmere som en førsterangsborger. Vi har det så godt herovre på øen, så vi føler os slet ikke som andenrangsborgere, siger han og griner.
En anden fordel ved at bo på ferieøen, som især i sommerhalvåret har mange turister, er, at man ikke betaler kommuneskat og sundhedsbidrag. Det betyder, at man kan spare en god sum penge hvert år, mener Nick Dalum.
- Det kan blive til en sjat. Familier, der flytter herover, kan for manges vedkommende leve af én indtægt, siger han.
Tirsdag aften sidder Nick Dalum klar foran tv-skærmen og følger med i valget, som mange andre danskere gør.
Og helt afsondret fra demokratisk indflydelse er han heller ikke. Til folketings- og europarlamentsvalg har han nemlig ret til at stemme.