Voldsomme fødsler rammer ikke kun forældre og pårørende på sjælen. De kan også mærkes hos de jordemødre, læger og andet plejepersonale, der er involveret i fødslerne. For selvom børnedødeligheden i Danmark er meget lav, sker der stadig fødsler, hvor ikke alt går, som det skal.
Katja Schrøder, der er jordemoder og post.doc, ph.d ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, har i et studie, hvor cirka 1.020 jordemødre deltog, kigget på, hvad de voldsomme fødsler betyder for jordemødrene.
I studiet svarer 85 procent, at de har været involveret i en voldsom fødsel. 49,7 procent var enten 'meget enige' eller 'enige' i, at de efterfølgende følte skyld. 36 procent svarer desuden, at de altid vil føle en form for skyld.
- Overordnet er faget fyldt med positive og fantastiske begivenheder, fordi man får lov at være med i den helt særlige situation, hvor folk bliver forældre. Men det, at vi står ved livets begyndelse, gør det også til et sårbart fag.
- I de situationer, hvor det går galt, berører det os alle. Det kan være, hvis du allerede i graviditeten ved, at barnet ikke er levedygtig eller i de tilfælde, hvor der går noget galt undervejs i fødslen, siger Katja Schrøder til Avisen.dk.
Angst, vrede, nedsat appetit
Næstformanden i Jordemoderforeningen, Stina Kruse Skov, efterlyser mere fokus på de psykiske belastninger, der også følger med jobbet.
- Alle jordemødre og fødesteder gør alt, hvad de kan for at forhindre de her forløb. Men de er uundgåelige, uanset hvor dygtige vi er og bliver. Vi skal acceptere, at det er et fag med følelsesmæssige reaktioner.
- Der er stort fokus på læring, fejlfinding og placering af ansvar. Men det er vigtigt, at der på arbejdspladsen i ligeså høj grad arbejdes med støtten til de psykiske belastninger, siger Stina Kruse Skov.
I branchen opererer man med begrebet 'second victim' (det andet offer) for at beskrive, at voldsomme oplevelser ikke kun påvirker patienter og pårørende men også det involverede plejepersonale.
Katja Schrøder beskriver symptomer som angst, vrede, nedsat appetit, søvnbesvær og især skyldfølelse som noget af det, jordemødrene kæmper med efter traumatiske oplevelser.
Hun forklarer, at konsekvensen kan være, at jordmødre og læger bliver mere 'defensive' i deres tilgang til patientplejen. Det vil sige, at jordemødrene og lægerne forsøger at dække deres ryg ind ved eksempelvis at medicinere meget og foretage mange undersøgelser.
- Men der er også en konsekvens på det personlige plan, fordi mange oplever symptomer på udbrændthed. Det er dårligt for sikkerheden og kvaliteten i den pleje, man skal give. Det er ikke godt med en jordemoder, der ikke orker relation eller kontakt, som er det, den fødende har allermest brug for, siger Katja Schrøder.
Buddy-ordningen
Katja Schrøder står i spidsen for forskningsprojektet 'The Buddy Study', der involverer ansatte på Odense Universitetshospital. Her deltager medarbejderne i et to-timers seminar, hvor de lærer om 'second victim' begrebet, og der bliver lavet øvelser, hvor tingene snakkes igennem.
Når det forløb er slut, vælger alle to 'buddys', som er kolleger, man er fortrolig og tryg ved.
- Det er så op til ens to 'buddys' at række ud efter en. Det er svært at bede om hjælp, og folk har ikke været gode nok til at række ud. Det her med, at en har ansvaret for at have hånd i hanke med en, kan forhåbentlig gøre det nemmere at tage de samtaler og gøre en bevidst om, at man ikke er den eneste, der har haft svære oplevelser, siger Katja Schrøder.
Hun understreger, at det er vigtigt, at man har tillid til og er fortrolige med ens to 'buddys'.
Buddy-ordningen skal i første omgang løbe i halvandet år.
Den gælder foruden jordemødre også læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Hos Jordemoderforeningen ser man frem til at se resultaterne fra projektet. Men man har samtidig andre forslag, der kan skabe bedre forhold.
- Vi ønsker adgang til psykolog og supervision efter den enkeltes behov. På det mere uformelle plan kan det også være tiltag såsom trivselscafeer, hvor man kan snakke med sine kolleger. Samtidig kunne man også kigge på, om der rutinemæssigt bør være psykologer med til 'debriefinger' for at sætte fokus på emotionelle problemer, siger Stina Kruse Skov.
Hun peger også på, at mere uddannelse i krisehåndtering og kurser og temadage kan hjælpe med at fremskynde en kulturforandring, så det bliver mindre tabubelagt og mere naturligt at snakke om voldsomme oplevelser.