Da Sealing System i Grindsted i sommeren 2024 gik konkurs, skete det kort efter en rekordomsætning på knap 300 millioner kroner.
LÆS OGSÅ: Møbelbutik går konkurs
Siden er konkurssagen eksploderet. Ifølge Finans og Børsen har kurator nemlig rejst et krav på over 70 millioner kroner mod det internationale forsikringsselskab Acquinex.
Forsikringsselskabet stod bag en garantiordning i forbindelse med salget til kapitalfonden Polaris.
Forsikringen blev tegnet i forbindelse med Polaris' køb af virksomheden i marts 2023 og skulle dække økonomiske tab ved brud på garantier.
Polaris overtog 75 procent af Sealing System, men opdagede kort tid efter alvorlige uregelmæssigheder, da en ny finansdirektør trådte til.
I september blev konkursen omtalt som "omgærdet af mystik", og der blev blandt andet sat navn på tre af de kreditorer, der har penge i klemme. Det drejer sig om Sydbank, Tryg Garanti og den tyske finansvirksomhed Allianz.
På det tidspunkt blev Sealing Systems samlede gæld vurderet til i omegnen af 100 millioner kroner.
Sealing System var ifølge virksomhedens hjemmeside en af Skandinaviens førende leverandører af komplette pakke- og palleteringsanlæg.
Sealing System beskæftigede cirka 180 ansatte og havde, udover Grindsted, også afdelinger i Berchem i Belgien og i norske Kongsvinger.