Sealing System med adresse i Grindsted er gået konkurs. Og alt tyder på, at den krakkede virksomhed efterlader en ikke ubetydelig gæld.
Det skriver Finans, som også skriver, at konkursen er omgærdet af mystik.
Via en retsbog har Finans fået sat navn på tre af de kreditorer, der har penge i klemme hos virksomheden.
Det drejer sig om Sydbank, Tryg Garanti og den tyske finansvirksomhed Allianz.
Sydbank, der har Sealing Systems som kunde, er den største kreditor, men det er endnu uvist, hvor mange millioner banken har i klemme.
Ifølge Inside Business lyder Sealing Systems samlede gæld på knap 100 millioner kroner. De præcise tal, og hvilke andre kreditorer, der måtte være involveret, er endnu ukendte.
Sealing System var ifølge virksomhedens hjemmeside en af Skandinaviens førende leverandører af komplette pakke- og palleteringsanlæg.
Sealing System beskæftigede cirka 180 ansatte og havde, udover Grindsted, også afdelinger i Berchem i Belgien og i norske Kongsvinger.