Det var pressens egen skyld, at Kim Larsen trak stikket og lukkede af for den private Larsen, siger Jens Andersen til Ekstra Bladet.
Jens Andersen er forfatter, og var med Kim Larsens velsignelse i gang med at skrive den nu afdøde gavflab og nationalskjalds livshistorie, da Kim Larsen 30. september døde.
Ifølge Jens Andersen havde Kim Larsen haft nogle journalisters fortrolighed, men havde oplevet, at både fortroligheden og aftaler var blevet svigtet på tryk.
- Han havde en næsten overdrevet frygt for pressen, men den havde jo nogle rødder i episoder, hvor han reelt har følt sig svigtet.
- Jeg tror, han havde oplevet det så mange gange, ikke mindst i forbindelse med sine ægteskaber og skilsmisser, at han lukkede konsekvent af for den private Larsen, siger Jens Andersen til Ekstra Bladet, og vurderer at Kim Larsen havde en næsten overdrevet frygt for pressen.
Styringen af hvad offentligheden skulle vide om hans private liv, fortsatte Kim Larsen i samarbejdet med Jens Andersen.
Kim Larsen tog nemlig ejerskabet af bogen og krævede blandt andet, at der ikke skulle være andre stemmer i bogen end hans egen, fortæller Jens Andersen til Ekstra Bladet:
- Han gad ikke have, at andre skulle kommentere på hans person.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Larsens unge år
Jens Andersen nåede ikke at tale med Kim Larsen om Gasolin'-tiden, før Kim Larsen efter lang tids kamp med prostatakræft døde. Derfor har bogen om Kim Larsen fået undertitlen "Mine unge år".
Bogen "Kim Larsen - mine unge år" kan købes fra tirsdag. Den er ifølge Ekstra Bladet trykt i et rekordstort oplag på 100.000 eksemplarer.