Et uheld under optagelserne til "The Julekalender" kunne meget vel have taget livet af Poul Bundgaard.
Den nu afdøde skuespiller havde en mindre birolle som 'Gammel Nok' i den fortsat populære julekalender, der blev skabt af komiker-trioen De Nattergale og Hans Erik Saks.
I sin nye bog "The Julekalender Book" fortæller Hans Erik Saks ifølge Ekstra Bladet, at Poul Bundgaard var tæt på at få en tung projektør i hovedet.
- Poul Bundgaard var placeret i sin høstoppede seng, og vores lysmand kravlede adræt rundt på de lysskinner, der var monteret højt oppe under loftet i studiet. En tung projektør skulle justeres, og der blev ved en fejl løsnet en skruetvinge, der holdt den fast, skriver Hans Erik Saks.
Projektøren faldt ned, men den dengang 69-årige Poul Bundgaard slap med forskrækkelsen. Projektørens drabelige fald blev nemlig stoppet af dens sikkerhedsline - halvanden meter over ham.
Ifølge Hans-Erik Saks var alle på filmholdet chokerede, mens Poul Bundgaard bevarede fatningen og sagde:
- Der var arvingerne nær blevet glade.
Tøffelhelten Kjeld
Poul Bundgaard døde i 1998, 75 år gammel. Han var operasanger og skuespiller, og kendt fra blandt andet Olsen Banden-filmene, hvor han spillede den nervøse tøffelhelt Kjeld, som var gift med Yvonne, spillet af Kirsten Walther.
Han døde under optagelserne til den absolut sidste Olsen-banden-film, "Olsen-bandens sidste stik".
Tommy Kenter overtog rollen som Kjeld, mens Kurt Ravn blev Kjelds stemme.
Poul Bundgaard var den første af de tre medlemmer af Olsen-banden, som døde. Ove Sprogø, som spillede Egon, døde som 84-årig i 2004, mens Morten Grunwald, som spillede Benny, døde 14. november i år. Han blev 83 år gammel.
"The Julekalender" kan i øvrigt ses på TV 2 Charlie.