- Måske spiser de dem?
Sådan siger en frustreret brevdue-ejer, Mogens Hansen, til TV 2 Fyn.
Han opdagede torsdag morgen, at der var stjålet 14 duer fra hans dueslag i brevdueforeningen 220 Odense.
Konkurrence-duer koster ikke bare mange timers arbejde, men er også mange penge værd.
Mogens Hansen tilføjer, at hvis tyvene ikke spiser de kostbare fugle, så har han ikke noget bud på, hvad der sker med dem.
Brevdueforeningen 220 Odense på Åsumvej har de seneste tre år haft indbrud, hvor der er stjålet duer.
Inden for det seneste år er indbruddene blevet hyppigere, og der er under de seneste seks indbrud blevet stjålet omkring 50 fugle, skriver TV 2 Fyn.
Mogens Hansen vurderer, at foreningens medlemmer har mistet op mod 25.000 kroner - alene i år.
- Hver gang, jeg er på vej derned, tænker jeg: "Hvad er der nu sket?", siger han og tilføjer, at det er en forening med ældre mennesker, der er på pension.
Tyvene er så udspekulerede, at et forsøg med at stoppe tyverierne med videoovervågning, er forhindret ved at kameralinsen er blevet spraymalet.