Kasper Hjulmand har fortsat ikke travlt med at gøre comeback som fodboldtræner.
Det fortæller han til Politiken, som har den tidligere landstræner på forsiden af tirsdagens avis.
Men det er ikke, fordi der ikke har været interessante muligheder. Tværtimod.
- Jeg kan ikke sige hvad, men det er overvældende. Der har været mange spændende tilbud, og det har været ekstremt hårdt at sige nej til noget af det, for jeg har haft lyst til at springe på, siger Hjulmand til Politiken.
- Jeg oplever en enorm frihed i, at jeg kan gøre, hvad jeg vil en søndag, og jeg skal ikke se 25 kampe på en uge, og jeg kan rejse, hvorhen jeg vil. Men ved siden af friheden har jeg tænkt: "Shit mand, hvad har jeg gang i?", siger han.
Siden Kasper Hjulmand stoppede som landstræner i sommer, har blandt andet West Ham og Leverkusen været meldt interesserede i et samarbejde.
I november sidste år fortalte han, at han havde givet sig selv karantæne fra trænertjansen indtil jul. Men den karantæne er altså forlænget lidt endnu.
I stedet har han besluttet sig for at hellige sig andre projekter. Blandt andet er han fortsat konsulent i Dansk Boldspil-Union (DBU).
Han stoppede pludselig som landstræner 19. juli sidste år, fordi han mente, at landsholdet havde brug for nye idéer.
Det blev til fire år i spidsen for Danmarks bedste fodboldmænd.
/ritzau/