Hella Joof fik en åbenbaring under optagelserne til et tv-program. Det fortæller hun til Alt for damerne.
– Jeg fandt ud af, at jeg skal lave kedeldragter. Jeg har købt et domæne, der hedder Folkedragten.dk, så jeg skal være sådan en, der laver folkedragter til folket.
Hun fortæller, at der skal arbejdes med uld, silke og bomuld og at hun har indgået et samarbejde med en skrædder om designet.
Selvom hun ikke har tænkt sig at lægge sit virke som filminstruktør og forfatter på hylden, så fortæller hun, at kedeldragterne trækker i hende:
- Jeg har lavet film, jeg har været skuespiller, jeg har skrevet bøger. Og boet på landet sammen med min mand, som jeg er rigtig glad for. Men jeg kan mærke, der er noget, jeg skal, som jeg ikke ved, hvad er endnu. Skal jeg begynde at male? Skal jeg begynde at lave produkter? Skal jeg være business woman? Når jeg laver haveprogrammer, så er der rigtig mange, der skriver til mig, hvor har du dine kedeldragter fra?, siger hun.
Hella Joof håber, at der vil være kedeldragter til folket i løbet af sommeren eller efteråret.
Hella Joof dukker op på Kanal 5 i programmet "Over Atlanten", her krydser hun sammen med Peter Falktoft, Nicolaj Kopernikus, Sus Wilkins, Gorm Wisweh og Christel Pixi Atlanterhavet på 21 dage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix