Norwegians 228 danske kabinemedarbejdere risikerer at blive fyret, hvis de strejker.
Det rekrutteringsfirma, som ifølge Norwegian skal overtage medarbejderne og derefter leje dem tilbage til flyselskabet, hævder, at det ikke kender noget til aftalen.
Dermed er der ikke noget job at vende tilbage til for de 228 medarbejdere efter en eventuel strejke.
Det skriver det svenske netmedie E24 få dage før, at en arbejdsnedlæggelse kan blive en realitet.
- Vi har ikke fået nogen henvendelse fra vores kunde angående dette, og vi tager først stilling til det, såfremt vi får spørgsmålet, siger Maria Uggla, pressechef i rekrutteringsfirmaet Proffice, til E24.
Bjørn Kjos, administrerende direktør for Norwegian, efterlod torsdag ellers et andet indtryk.
- Ja, de bliver outsourcet, sagde Kjos til avisen Dagens Næringsliv.
Han gav også udtryk for, at betingelserne for de nye ansættelsesforhold er på plads - selv om Proffice altså siger, at det ikke er blevet kontaktet om spørgsmålet.
- Selv om de ansatte i Danmark bliver overflyttet, så berører det ikke de ansattes vilkår, sagde Bjørn Kjos.
Norwegians norske og danske kabinepersonale er utilfredse med selskabets beslutning om, at de skal overføres til to nye selskaber. Men ledelsen afviser at ændre beslutningen, og det fik i denne uge kabinepersonalet til at true med at nedlægge arbejdet.
Danske arbejdsretadvokater siger til E24, at Norwegian efter dansk lov har ret til at fyre de ansatte i tilfælde af en arbejdsnedlæggelse.
En konflikt vil i første omgang berøre indenrigsflyvninger i Norge og flyvninger ud af Norge og Danmark. Norwegians lange ruter mellem Skandinavien og USA eller Asien vil flyve som normalt.
/ritzau/