Ensomhed gør knusende ondt. Ensomhed er invaliderende. Ensomhed er, når man ikke har nogen at kunne betro sine inderste tanker til og dele sine glæder, sorger og bekymringer med. Det er, når der ikke længere er nogen, man ved, er der, uanset hvad der måtte ske.
Sådan beskriver Liliane Murray følelsen af ensomhed. Hun ved, hvad hun taler om, for Liliane Murray er selv ensom og socialt isoleret, og det har hun valgt at fortælle åbent om i denne uge i en kronik i dagbladet Information.
Lilane Murray er 'brøkførtidspensionist'. Det betyder, at hun får udbetalt en begrænset førtidspension, fordi hun ikke har boet længe nok i Danmark til at få fuld førtidspension.
Ensomhed er et samfundsproblem
Hun er med egne ord midaldrende, single og barnløs. Hun var et nysgerrigt og optimistisk menneske engang, men ikke længere. Hendes eneste forælder er død, og hun har kun lidt kontakt til resten af familien. Vennerne er gode, men få, og de bor langt væk. Hun savner en livsledsager, men tror ikke selv på, at hun finder en.
Alligevel ønsker Liliane Murray ikke ynk, og hun vil mere end at fortælle om sin egen tilværelse:
"Selv om jeg tager udgangspunkt i min egen situation, er dette ment som et bidrag til en debat om et meget nærliggende og voksende problem i samfundet, nemlig ensomhed og eksklusion," skriver hun i kronikken.
Det er ikke din egen 'skyld', at du havner i ensomhed, mener hun. Det er ikke din personlighed, der er årsagen, men dit miljø, der gør, at du bliver ensom. Og det er ensomheden, der ændrer din personlighed.
Inkluder os!
Ensomheden bliver større, når man som Liliane Murray står uden for arbejdsmarkedet:
"I et land, hvor de fleste sociale kontakter skabes på arbejdet, er sygdom og arbejdsløshed med til at forstærke ensomhed meget. Det har det i hvert fald gjort i mit tilfælde. Det sociale liv i Danmark foregår for en stor del via arbejdspladsen. Og uden arbejde er du intet værd," skriver hun.
I kronikken opfordrer hun til, at alle gør noget ved ensomhedsproblemet. Ikke mindst dem, der er inde i varmen og ikke kender følelsen fra sig selv.
Hun medgiver, at folk som hende måske virker som nogle bitre brokhoveder. Men der gemmer sig et menneske bag - et menneske, der er et produkt af en ensomhed, skabt af samfundet og udelukkelsen fra et normalt liv, fra deltagelse i fællesskabet.
Og skal folk som hun selv blive ’normale’ igen - så skal de inkluderes af alle de andre.
Læs hele kronikken her