Ordene kommer ellers langsomt og til tider famlende. Men når drejer sig om visse politikeres og meningsdanneres holdning til førtidspensionister som ham selv, er det som om, hans galde overvinder det talebesvær, han lider af efter blodprop og hjerneskade.
- Det forarger mig voldsomt, når en meningsdanner som erhvervsmanden Asger Aamund og politikere som Joachim B. Olsen og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (som daværende formand for Dansk Arbejdsgiverforening, red.) siger, at førtidspensionen skal sættes ned for at give folk motivation til at arbejde.
- Jeg kommer aldrig i job igen, og at sætte min pension ned gør mig kun fattigere, siger den 42-årige tidligere it-konsulent Hans Peter Bak.
Løgn
Ved konstant at fokusere på de 800.000 danskere på overførselsindkomst og ved at argumentere for, at de sagtens kan arbejde, hvis de presses hårdt nok økonomisk, binder man befolkningen en løgn på ærmet, mener han.
Og de skaber en stemning, hvor han selv og ligestillede kommer til at skamme sig over den situation, som skæbnen har bragt dem i, oplever førtidspensionisten.
- TV-programmet Detektor, som går bag om de tal, der verserer i debatten, satte sig jo for et par år siden til at undersøge, hvor mange af de 800.000 på overførselsindkomst, der kunne tage et arbejde. Det var en lille fjerdedel, og det drejede sig om folk på dagpenge og kontanthjælp, påpeger Hans Peter Bak.
Magtede kun 20 minutters arbejde
Han har fået tilkendt sin førtidspension, efter førtidspensionsreformen trådte i kraft i 2013 og begrænsede adgangen til ordningen. Men kun fordi, han under kommunens sagsbehandling passerede de 40 år. Den politiske målsætning med reformen var først og fremmest at finde alternativer til førtidspension for folk under 40.
Derfor sad mødelederen i rehabiliteringsteamet også flere gange og fastslog ’Du er ikke 40’, da han første gang fik behandlet sin ansøgning om førtidspension af Aarhus Kommune. Og derfor blev det besluttet, at den tidligere it-konsulent endnu engang skulle arbejdsprøves, denne gang i et køkken, selv om alle lægesagkyndige skriftligt havde fastslået, at hans arbejdsevne var lig nul.
I sin sidste arbejdsprøvning havde firmaet ellers opfordret ham til at overveje en førtidspension, fordi han i et ansættelsesforhold med enkelt time om ugen måtte hvile sig allerede efter 20 minutters arbejde.
Kommunen tappede to-tre års energi
Han så dog aldrig køkkenet. Her skred Hjerneskadeforeningen ind og fik helt usædvanligt kommunens pensionsafdeling til at returnere sagen til rehabiliteringsteamet.
Ny mødeleder, ny behandling og en beslutning godt et halvt år senere om, at han kunne få førtidspension i juli, hvor han var fyldt 40 måneden forinden.
- Aarhus Kommune skylder mig to-tre års energi, siger førtidspensionisten, der kæmper med den voldsomme træthed, som følger af en hjerneskade.
- Usikkerheden i ventetiden slog mig helt ud. Kun min mor, min kæreste og mine venner holdt mig oppe. Jeg var så ked af det, at jeg intet kunne, fortæller Hans Peter Bak.
Han har siden været fanget i en ond spiral, hvor han ikke har energi til den fysiske træning, der ellers er forudsætningen for, at han kan få ny energi.
Hyperaktiv fortid
Før han blev syg, kneb det ikke ligefrem med energien. Ud over jobbet var han medlem af menighedsrådet, medlem af fire bestyrelser og var næstkommanderende i sin gruppe i Hjemmeværnet.
- Jeg havde to møder om ugen, og jeg nød det. Nu kan jeg meget lidt, er stoppet i menighedsrådet, Hjemmeværnet og næsten alle bestyrelser. Mit liv er vendt på hovedet, fortæller han.
Allerhelst ville han opmuntre sig selv med talemåden ’Man skal være glad for, at man har sit gode helbred’. Men det kan han af gode grunde ikke. Til gengæld har han grund til at glæde sig over, at han overhovedet lever. Det var nemlig på et hængende hår dengang i oktober 2011.
Det var ikke migræne
Han boede alene og var kommet hjem fra undervisning på Aarhus Tech med det, han troede var migræne. To hovedpinepiller og så i seng!
Men da han vågnede to timer senere, kunne han ikke bevæge sin højre side. Han måtte blive liggende og trøstede sig med, at der ville komme håndværkere dagen efter for at se til vinduerne.
Men da han om morgenen ville ud af sengen for at komme ud og tage mod håndværkerne, faldt han bare pladask på gulvet. Han kravlede dog ud til hoveddøren for at være der, når de kom. Men da de endelig kom, kunne han hverken åbne døren eller sige noget.
- Blodproppen havde givet mig afasi og apraksi. Det vil sige, at jeg ikke kunne tale, og at jeg ikke kunne føre en tanke til handling, fortæller Hans Peter Bak.
Håndværkerne gik med uforrettet sag.
Troede, han skulle dø
Derefter gik der tre dage, hvor han sad og håbede på at blive reddet, men på grund af apraksien ikke gjorde noget synderligt for at gøre omverdenen opmærksom på sin hjælpeløshed. Han kunne have banket på radiatorerne, efterrationaliserer han.
Jo, han kom i tanke om mobiltelefonen. Men han havde glemt adgangskoden.
Det var på tredjedagen, at han vidste, han skulle dø. Pakkeposten havde lige været der, men havde bare stået og stirret på det dørhåndtag, Hans Peter Bak prøvede at rykke i indefra, og var gået igen.
De to halve liter vand og de to æbler, der var det eneste han havde haft i køleskabet, var væk.
- Så var det, jeg huskede koden til mobilen. Jeg ringede til min mor, og hun reddede mig, fortæller Hans Peter Bak.
Politikerne skulle selv prøve det
Han havde tabt fire kilo, og Falck-redderne fortalte, at han var halvt blå i ansigtet og havde været tæt på at dø af væskemangel.
Efter hospitalsindlæggelse og genoptræning endte det hele med en førtidspensionering, og den mener Hans Peter Bak ikke, at emsige politikere og meningsdannere bør misunde ham.
- De skulle prøve det selv – at leve af en førtidspension på grund af sygdom og mod deres vilje. Liv, der reddes, skal jo også leves. Ikke lides på grund af fattigdom, mener han.
Rettelse: Parantesen efter 'beskæftigelsesminister Jørn Neergaard' i starten af artiklen, der angiver, at han har udtalt sig som DA-formand er tilføjet mandag 10.10.16.)