Pengene er brugt på skattelettelser.
Derfor bliver det svært at ændre et forslag om, at man skal have opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år for at have ret til dagpenge.
Det forklarer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da Folketinget tirsdag for første gang debatterer forslaget om opholdskravet.
Det blev regeringen og DF enige om at indføre, da de i februar indgik aftale om skattelettelser for 500 millioner kroner.
S overvejer at stemme for forslaget, men vil gerne have kravet ændret til syv ud af 12 år. De andre røde partier er imod forslaget. Men DF's stemmer er nok til at sikre regeringen flertal.
- Umiddelbart har det ikke særlig meget gang på jord, siger Troels Lund Poulsen om forslaget fra S.
- Det vil indebære et manglende provenu. Og pengene er jo brugt.
/ritzau/