Hash og 3D er en farlig kombination.
Det måtte flere biografgængere sande, da de tirsdag aften oplevede en mand, der gik amok under en 3D-film i Cinemaxx i Århus. Det skriver Århus Stifttidende.
Midt under science-fiction-dramaet Avatar blev 3D-effekterne for meget for den unge mand. Han var voldsomt påvirket af hash og begyndte pludselig at tæve løs på sin kammerat og en anden intetanende biografgænger.
Kombinationen af filmens 3D-effekter og det euforiserende stof var formentlig skyld i, at manden fik en hashpsykose.
Efter en del tumult lykkedes det personalet i biografen at berolige den unge mand, og han blev tilbageholdt, indtil politiet kunne tage sig af ham.
Manden er nu blevet sigtet for vold, oplyser Østjyllands Politi.