Det ødelagte atomkraftværk Fukushima Daiichi har de seneste dage udsendt stråling. Strålingen kommer fra de reaktorer, som efter sidste uges jordskælv ikke kan blive nedkølet.
Alligevel er medarbejdere blevet sendte ind i murbrokkerne for at sikre, at situationen ikke forværres.
Men nu er de første af medarbejderne fra værket omkommet på grund af den sundhedsskadelige stråling.
Oplysningerne stammer fra norsk TV2 og avisen International Herald Tribune.
Ifølge den norske reporter på stedet er fem medarbejdere omkommet som følge af arbejdet på det ødelagte værk. 20 mennesker er meldt skadede.
Udmeldingerne kommer samme dag, som det internationale atomagentur IAEA bekræfter, at flere medarbejdere, som har knoklet i de ødelagte reaktorer, har fået strålingsskader under arbejdet.
Det er tidligere sluppet ud, at to personer var savnet efter de eksplosioner, der tidligere på ugen ramte værket.
Den norske reporter fortæller om kaotiske tilstande i området omkring kraftværket. Selvom myndighederne dagen igennem har forsøgt at nedkøle værket med tonsvis af vand fra havet, er strålingen - specielt om den tredje reaktor - bekymrende høj.
Kilde: TV2 Norge