Ingen iPads, hjørnesofaer og charterrejser for efterlønsmilliarderne, som danskerne ifølge regeringen må få allerede 1. januar næste år.
Sådan lyder opfordringen fra fagforbundet FTF, der repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte.
"De mange milliarder vil godt nok sætte gang i samfundshjulene her og nu, men den enkelte gambler samtidig med sit forsørgelsesgrundlag i alderdommen," siger formand Bente Sorgenfrey.
Ét af hovedpunkterne i regeringens nyligt fremlagte vækstpakke, er at gøre det muligt fra 1. januar 2012 at få udbetalt de efterlønsbidrag, som folk har indbetalt gennem årene. Det sker for at få flere penge i cirkulation i samfundet og dermed få mere gang i væksten.
Hvis hver tredje dansker, der betaler til efterlønnen, vælger at få udbetalt efterlønsbidraget, så vil det sende 17 milliarder efterlønskroner ud i samfundet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge FTF er det især kvinderne, som skal beholde pengene på efterlønsopsparinger. Det skyldes, at de allerede har færre penge til pensionen.
"Kvinder og især modne kvinder er langt bagud i forhold til mænd, når det gælder pensioner. En del modne kvinder har ikke haft samme tilknytning til arbejdsmarkedet som mænd; mange har haft orlov i forbindelse med graviditet eller børnepasning, hvor de har haft et hul i pensionsopsparingen, og flere kvinder end mænd går på deltid. Desuden tjener kvinder stadig i gennemsnit mindre end mænd, og har derfor mindre at betale pension af," siger Bente Sorgenfrey.
En analyse fra Forsikring og Pension viser således, at der i gennemsnit er 300.000 kroner i forskel på mænd og kvinders pensionsformuer i perioden fra 2008 til 2010.
"Borgerne skal passe godt på deres pensionspenge - og først sikre sig en passende opsparing til alderdommen, inden de brænder deres efterlønspenge af på forbrug," slutter Bente Sorgenfrey.