Pinseferien er inddraget for Enhedslisten og regeringen. De skal finde en hurtig løsning på regeringens udspil "Ny og bedre indfasning af dagpengereformen".
Det siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen efter det første møde med finansminister Bjarne Corydon (S) om at redde 27.000-32.000 langtidsledige, som står til at miste deres dagpenge i år.
- Vi skal finde en løsning til 1. juli, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Den dag udløber regeringens uddannelsesydelse til langtidsledige, som falder ud af dagpengesystemet, hvis parterne ikke enes.
Kan det her falde til jorden?
- Det håber jeg da ikke, at det kan, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun forklarer, at Enhedslisten har indvendinger mod regeringens udspil.
- Vi har nogle betænkeligheder. Det handler om finansieringen og hvordan disse mennesker skal bruge deres tid på uddannelse eller aktivering.
- Vi vil hellere have, at de bruger deres tid på uddannelse end på noget åndssvag aktivering, siger Johanne Schmidt Nielsen.
Enhedslisten vil lade alle danskere betale regningen på to milliarder kroner over skatten. De vil ikke hæve bidraget til a-kassen med 30 kroner om måneden i år, 60 kroner næste år og 10 kroner i 2015, som regeringen foreslår.
Desuden er Enhedslisten imod at tvinge langtidsledige i nyttejob. Partiet vil hellere lade langtidsledige uddanne sig med den midlertidige arbejdsmarkedsydelse på 80 procent af dagpengemaksimum for forsørgere og 60 procent for ikke-forsørgere.
S-R-SF-regeringen fastholder to års dagpenge og et års genoptjening, men indfaser V-K-O's reform langsommere end planlagt, da den blev vedtaget i 2010.
/ritzau/