Lars Løkke Rasmussens (V) dage som statsminister i Danmark kan være talte – selv hvis han skulle genvinde magten ved det forestående folketingsvalg.
Analyse: Her er Mette Frederiksens ministerhold
Sådan lyder den opsigtsvækkende analyse fra politisk kommentator Hans Engell, der fredag medvirkede i programmet Besserwisserne på TV 2 News.
Ifølge Hans Engell er det meget sandsynligt, at Løkke sidder og pønser på en exit-strategi fra dansk politik, hvor han overvejer at udnævne sig selv til Danmarks næste EU-kommissær. En post, der med stor sandsynlighed tilfalder blå blok, hvis de vinder det kommende folketingsvalg.
- Kristian Jensen er den naturlige arvtager til at komme efter Løkke som statsminister. Løkke har en alder, hvor han endnu ikke er pensionsmoden, men der er heller ikke noget job i erhvervslivet, der er oplagt. Kommissærposten vil i betragtning af hans (Løkkes, red.) nylige interesse for det europæiske samarbejde være det oplagte job for ham, siger Hans Engell i programmet.
Kommentator-kollega Noa Redington, tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, er helt på linje med Hans Engell. Han går endda skridtet videre:
- Er der et blåt flertal efter næste valg, så bliver Lars Løkke Rasmussen med meget stor sandsynlighed Danmarks næste EU-kommissær, lyder det utvetydigt fra Noa Redington i Besserwisserne.
Danmarks nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager har meldt ud, at hun gerne vil fortsætte på posten efter næste valg til Europaparlamentet, der finder sted den 26. maj næste år.
Det plejer dog at være et flertal i Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have posten. Løkke kan derfor udnævne sig selv til ny EU-kommissær, hvis han genvinder magten ved næste folketingsvalg, der med stor sandsynlighed vil være afholdt før EP-valget næste år.
Hvis Mette Frederiksen (S) derimod bliver statsminister, spås socialdemokraterne Dan Jørgensen og Nick Hækkerup de største chancer i kommissær-kapløbet.