KL opfordrer Danmarks Lærerforening (DLF) til at komme tilbage til forhandlingsbordet og droppe fagforeningsprivilegierne.
DLF har på sin side opfordret regeringen til at gribe ind, fordi konflikten er ødelæggende for folkeskolen.
Den store knast i konflikten mellem DLF og KL er lærernes arbejdstidsregler, som i dag lægger helt faste rammer for forberedelsestid og undervisningstimer.
* KL kræver, at skolelederne får frie hænder til at lede og fordele arbejdet og forberedelsestiden for den enkelte lærer.
* Lærerne ønsker, at der på hver skole garanteres en pulje til forberedelse og efterbehandling af undervisningen, som skolelederen fordeler til lærerne.
* KL har kritiseret, at det ikke er rimeligt, at en idrætslærer for en første klasse og en matematiklærer for niende klasse har samme forberedelsestid.
* I udkastet fra lærerne er der ingen officiel ramme for, hvor meget af den enkelte lærers arbejdstid, der kan bruges på undervisning og forberedelse.
* I stedet er der en samlet pulje af forberedelsestid på hver enkelt skole på to minutter per elev 45 minutters lektion, som skolelederne kan disponere over.
* KL vil ikke acceptere en samlet pulje. Kommunerne vil give skolelederne helt frie hænder. Desuden vil den samlede sum af forberedelsestimer være den samme, mener KL, som derfor ikke kan spare noget på forslaget.
* Lockouten omfatter cirka 55.000 folkeskolelærere.
* Konflikten rammer cirka 600.000 folkeskoleelever, som ikke kan modtage normal undervisning, så længe lockouten står på.
* For hver dag konflikten løber, bliver der aflyst 120.000 lektioner.
(Kilde: KL, Danmarks Lærerforening)
/ritzau/