Hendes tynde ben er trukket helt op og ind mod den spinkle krop i sofaen. Skuldrene er hævede lidt, så hun ligner et barn, der fryser i den lune stue i Århus Vest.
Pernille Christensen, der fylder 19 år i dag, så hun er ikke et barn, og hun har oplevet ting, som kun de færreste unge har.
Da hun var 13 år gammel, blev hun flyttet fra sin mors lejlighed i Århus Midtby til en institution for børn, der har brug for et længerevarende ophold i familielignende rammer. Pernille ved ikke hvorfor, men hun tror, at det var hendes mor, der fik hende flyttet.
»Jeg syntes ikke, det var sjovt, så jeg stak af,« siger Pernille, mens hun holder blikket nede mod gulvet.
»Jeg skændtes med pædagogerne, og jeg følte, de rakkede ned på mig. De mindre børn måtte alt, mens jeg ingenting måtte,« forklarer hun.
Det endte med, at hun kom i slagsmål med en pædagog og blev smidt ud, da hun havde boet på institutionen i seks måneder.
Derefter blev Pernille indskrevet på et børnehjem, men hun dukkede aldrig op. Derfor flyttede hun som 13-årig ind på Bøgholt, som er en lukket institution, hvor der bor unge med alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer.
»Jeg måtte ingenting. Jeg skulle bare gøre, hvad de sagde hele tiden. Hvis jeg stak af, skulle jeg sidde i stuen i en uge. Jeg tror, at jeg sammenlagt har siddet der i flere måneder,« siger hun med dæmpet stemme.
På Bøgholt lærte Pernille andre piger at kende, der svarede igen med vold, hvis de følte trang til det. I Pernilles familie har det også været sådan, problemer blev løst.
»Min far har altid slået fra sig. Hvis der var noget, så har han givet folk nogen på låget. Så kunne jeg vel også,« forklarer den spinkle pige.
Respekt gennem vold
På Bøgholt fik en 15-årig pige at føle, at Pernille ikke holdt sig tilbage, hvis hun blev hidsig.
»Jeg sparkede hende i hovedet, og hun faldt ned ad trapperne. Pædagogerne meldte det, og jeg fik en dom for forsøg på vold og en ungdomskontrakt,« fortæller Pernille.
Pigen havde talt grimt om hendes veninde og skulle sættes på plads. Og det var ikke første gang, Pernille havde delt tæv ud. Da hun stadig boede hjemme hos moren, gik hun i en klike, som satte sig i respekt med vold.
»Hvis nogle pissede mig rigtigt meget af, så kom jeg til at slå dem,« siger hun.
Bøgholt var Pernilles hjem i tre år. Som 17-årig flyttede hun derfra og ind på Skansen , som er et udslusningshjem. Som en del af ungdomskontrakten skulle hun gå på produktionsskole, men det var svært at komme op om morgenen.
»Der var en pædagog, der vækkede mig, men det var langt fra altid, jeg stod op. Jeg gad ikke. Ville hellere bare være hjemme og sove længe. Vi røg hash og drak,« siger Pernille, som droppede produktionsskolen efter et halvt år.
Fra da af gik Pernilles liv helt i sort. Hun flyttede ind hos en 17-årig veninde, og sammen stjal de fra forretninger, tog stoffer og slog piger ned. En af pigerne meldte dem for vold.
Samtidig skete der noget andet i Pernilles liv. Hun mødte Michael og flyttede efter kort tid ind hos ham og hans forældre i Århus Vest. Michaels mor hedder Susanne, og hun kunne ikke acceptere Pernilles opførsel. Enten skulle hun stoppe med stofferne og volden, eller også blev hun smidt ud af familiens hjem.
»Jeg skulle lade være med at slås. Men det var blevet en vane. Det gik godt i en periode, men så mødte vi hende, der havde meldt os for vold, og så bankede vi hende igen,« fortæller Pernille.
»Jeg slog hende, mens hun lå ned og sparkede hende i hovedet. Hun blødte fra næsen og munden, og de andre stak af. Jeg hjalp hende op og sagde, hvorfor vi havde gjort det,« fortæller hun.
Kort efter blev Pernille anholdt.
»Det var os, der havde lavet en fejl, fordi vi ikke kunne styre os. De første dage tænkte jeg, at det var synd for mig, men resten af tiden tænkte jeg på hende. Vi havde jo ødelagt hendes liv. Jeg tænkte på, om hun ville få et ordentligt liv efter det, vi havde gjort ved hende,« siger Pernille, som var den eneste pige i arresten i Århus.
Efter 17 dages varetægtsfængsling fik hun absolut sidste chance hjemme hos Susanne i Århus Vest. En chance, hun valgte at tage.
Ingen lyttede
Når Pernille ser tilbage på sit liv indtil nu, ville hun gerne have, at tingene havde været anderledes. Som barn drømte hun om at blive pædagog. Men hun tror, at de mange år på institutionerne har gjort chancerne små.
»Min familie sendte mig væk, og jeg følte, at jeg ingen familie havde. Institutionerne har ikke hjulpet mig. De har gjort det værre. Det er der, jeg har lært alle tingene fra andre kriminelle,« mener Pernille.
Hun føler sig også svigtet.
»Hvis jeg havde haft en bedre familie, så havde det hjulpet. De kunne have været mere efter mig i stedet for at sige: »Gør bare det«. Jeg føler mig svigtet af min mor. Min far var der, men han lyttede ikke til mig,« sukker Pernille, som gerne vil have et liv uden vold.
Med hjælp fra sin kæreste og hans mor tror hun, at tingene kan ændres.
»Der er ingen, der har lyttet til mig, men jeg lytter til Susanne, fordi hun også lytter til, hvad jeg siger. Hun er den første, der har lyttet til mig,« siger Pernille og forklarer voldsspiralen med, at når hendes liv alligevel var ødelagt, så kunne hun lige så godt bare fortsætte.
»Jeg følte, at mit liv gik i stykker, og jeg kunne ikke selv rette det op. Stofferne og volden har ødelagt mit liv. Jeg har ingenting opnået. Jeg har altid løst problemer med vold. Jeg kunne ikke se, det var forkert dengang. Det kan jeg godt nu,« siger Pernille dæmpet.
Hun har ikke rørt sig i sofaen, og kun da hunden hopper op til hende, smiler hun.
Pernille venter på at skulle for retten for vold mod pigen. Efter retssagen og dommen vil hun gerne i gang med at læse til enten pædagog eller social- og sundhedshjælper.