Det var nok ikke den julegave, konen til den tidligere skihopstjerne Matti Nykänen havde håbet på, da den finske sportsudøver forsøgte at slå hende ihjel juleaften med en kniv.
Den tidligere finske skihopstjerne, der er den mest vindende skihopper gennem tiderne, skal møde i retten mandag, hvor han vil blive sigtet for drabsforsøg.
Skihopperen, der har alkoholproblemer, er flere gange blevet dømt for vold mod sin kone. Juleaften kostede det konen flere snitsår i hovedet, men hun slap med livet i behold, det skriver det finske nyhedsbureau FNB.
Den nu 46-årige Nykänen, har tidligere afsonet fire måneder bag tremmer efter et angreb på konen, Mervi Tapola. Tidligere har finnen også været idømt 26 måneders fængsel for et andet knivoverfald.
Matti Nykänen, der i alt vandt 46 stævner i skihop, blev seks gange verdensmester fra 1982 til 1989.