I 19 måneder har Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez siddet i fangenskab i Somalia. Nu viser det sig, at rederiet Shipcraft, som står for forhandlingen med de somaliske pirater, har sparet gidselforhandlerne væk. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
Ifølge Ekstra Bladet viser det sig, at gidselforhandlerne blev fyret allerede i 2011, kort efter at de to danskere blev taget som gidsler. Herefter overtog firmaet selv forhandlingerne med de somaliske pirater stik i mod aftale med Udenrigsministeriet.
- Ifølge mine oplysninger fra Udenrigsministeriet, så var man ikke klar over, at rederiet havde fyret de engelske forhandlere, siger Henrik Berlau, forhandlingssekretær i 3F på søfartsområdet til Ekstra Bladet.
Ifølge Henrik Berlau førte fyringerne til, at myndighederne 'krævede', at rederiet igen antog et professionelt sikkerhedsfirma til at varetage forhandlingerne.
Rederiets beslutning om selv at stå for gidselforhandlingerne på trods af alle anbefalinger, kan få alvorlige konsekvenser for de danske gidsler.
- Når rederiet selv forsøger at forhandle, så er man ude på dybt vand med fare for, at forhandlingerne går i stå eller trækker ud, hvilket øger risikoen for, at gidslerne udsættes for psykiske og fysiske overgreb, siger den danske piratforsker Jens Vestergaard Madsen fra Oceans Beyond Piracy til Ekstra Bladet.
Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og fire filippinske søfolk blev taget som gidsler af somaliske pirater den 12. januar 2011.