Det er dem, der køber billetter, popcorn, slik og sodavand og lader sig synke ned i de røde plyssæder, der sidder med afgørelsen, når Svend Prisen hvert år uddeles.
Sådan er det også i år, og her har de danske biografgængere peget på "Så længe jeg lever" med Rasmus Bjerg i rollen som John Mogensen som årets bedste film.
Rasmus Bjerg kan også glæde sig over at være udnævnt som årets mandlige skuespiller for sin rolle i filmen, der i den grad gik sin sejrsgang i biograferne landet over, da den havde premiere tidligere på året.
Priserne blev uddelt onsdag aften i Svendborg, og det er i år 14. gang, instruktører og skuespillere bliver hyldet ved de fynske film- og kulturdage.
Ved prisuddelingen blev Ghita Nørby desuden hyldet med en hæderspris og så fik den fremadstormende instruktør Mehdi Avaz særprisen årets håb.
Årets prismodtagere kan ses her:
Årets danske film: "Så længe jeg lever" (instruktør Ole Bornedal).
Årets danske børnefilm: "Hodja fra Pjort" (instruktør Karsten Kiilerich).
Årets udenlandske børnefilm: "Coco".
Årets udenlandske film: "Dunkirk".
Årets kvindelige skuespiller: Bodil Jørgensen ("Aldrig mere i morgen").
Årets mandlige skuespiller: Rasmus Bjerg ("Så længe jeg lever").
Årets håb – juryens særpris: Instruktør Mehdi Awaz.
Årets danske tv-dramaserie: "Badehotellet" (sæson 5) TV2.
Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie: Lars Mikkelsen ("Herrens veje").
Hædersprisen: Ghita Nørby.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi/ritzau/