I et interview med den engelske gratisavis Metro, fortæller Lukas Forchhammer fra bandet Lukas Graham ifølge Realityportalen, at han stadig siger nej til indbringende koncerter.
- Jeg siger stadig nej til mange ting. Jeg siger nej til jobmuligheder, hvis de ligger langt væk lige før jul. Jeg vil ikke have jetlag. Jeg vil have mulighed for at fejre jul med min datter og kæreste.
Lukas Grahams og Marie-Louise "Rillo" Schwartz blev forældre i oktober 2016. Siden har den internationalt anerkendte stjerne holdt fast i, at familien betyder meget for ham.
Når han og bandet optræder i Europa, forsøger han altid at være hjemme i weekenderne, mens turnéer i USA ikke må vare længere end to uger.
Han er fuldt ud klar over, at han formentlig ikke vil være der, når datteren tager sine første skridt eller siger sine første ord. Det forsøger han at rode bod på ved, at familien er med på arbejde, fortæller Lukas Forchhammer.
De mange afvisninger af koncerter betyder ikke, at han ikke ofte er på farten. Således er det kun få dage siden han og bandet optrådte i den bedste amerikanske sendetid i talkshowet "Late Night With Seth Meyers".
Her spillede bandet Lukas Graham førstesinglen fra deres nyligt udsendte tredje album, "3 (The Purple Album)", "Love Someone".
Nummeret hitter herhjemme og i Norge og Sverige, mens det endnu ikke er slået igennem i USA, hvor Lukas Graham nærmest har sin anden hjemmebane. Her indleder bandet en turné 22. februar. Forinden står der tre koncerter i Royal Arena og to i Jyske Bank Boxen i kalenderen.
På coveret fra singlen "Love Someone" ses Lukas Forchhammer sammen med datteren og kæresten Marie-Louise "Rillo" Schwartz.