Det er nærmest selvmodsigende, når den danske bitcoin-rigmand Niklas Nikolajsen tjener styrtende på den digitale kryptovaluta bitcoin, og samtidig ind i mellem tager spaden på nakken for at sikre sig mod et eventuelt fremtidigt økonomisk sammenbrud.
Niklas Nikolajsen fortæller nu for første gang, hvad hans kun seks år gamle virksomhed Bitcoin Suisse AG er i stand til at tjene. Til Børsen oplyser han, at virksomheden samlet tjente 347 millioner kroner i 2017 og 2018.
En del af overskuddet bliver omsat til guldmønter og guldbarrer.
- Jeg har gravet guld ned, hvis bitcoin slår fejl. Den metode er afprøvet i flere tusind år, der er en grund til, at folk gør det. Hvis jeg nu dummer mig, er det meget godt, at den formue, jeg har opbygget, ikke bliver nulstillet. Eller hvis der er nogen storbanker, der beslutter sig for, at jeg skal ned med nakken, så er det også rart at have noget, der ikke er låst på konti, siger Niklas Nikolajsen til Børsen.
Niklas Nikolajsen har i Schweiz fået tilnavnet 'Finanspiraten' og er nummer 41 på det schweiziske finansmedie Bilanz' liste over de 100 vigtigste bankfolk i Schweiz.
Og det på trods af, at Bitcoin Suisse AG ikke er en bank, og kryptovalutaer ikke er underlagt nogen myndighed.
Fra 50 cent til +15.000 dollars
Niklas Nikolajsens finans-eventyr begyndte i 2011, da han købte bitcoins, mens prisen var under 50 cent per styk. Nogle år senere var prisen 15.-20.000 dollars, og Niklas Nikolajsen var svimlende rig.
I 2013 stiftede han Bitcoin Suisse AG, som hjælper velhavere med at investere i kryptovalutaer, veksle og opbevare den digitale valuta.
Han er uddannet softwareudvikler i København og har forladt Danmark til fordel for Schweiz, hvor han har købt et slot. Her bor han sammen med hustruen Anne-Christine, som er datter af den mangeårige hofreporter Bodil Cath.