Anders Fogh Rasmussen, der både har været statsminister og generalsekretær i Nato, har fået nyt job. Det er den kendte erhvervsmand Lars Seier Christensen, der har hyret Fogh, som strategisk rådgiver for Concordium.
I en pressemeddelelsen til FinansWatch oplyser Lars Seier, at Anders Fogh Rasmussen kommer til at 'spille en central rolle i vores globale ekspansionsplaner'.
'Vores netværk vil støtte sikre valgsystemer til beskyttelse af civilsamfundets institutioner, som er fundamentale for et velfungerende demokrati. Med Anders' rådgivning vil Concordium være bedre rustet til at blive et verdensomspændende, troværdigt netværk for sikre transaktioner, især gennem en forbedring af valghandlingers integritet,' fortæller Lars Seier Christensen ifølge pressemeddelelsen.
Concordium er et blockchain-netværk, der handler med kryptovaluta som bitcoin.
Anders Fogh Rasmussen har siden tiden som Nato-generalsekretær arbejdet som administrerende direktør for Rasmussen Global, der er et internationalt rådgivningsfirma.