Frem til udgangen af 2012 vil 40.000 danske job være forsvundet.
Det forudser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse.
De nye beregninger skyldes en giftig cocktail bestående af opbremsning i den globale økonomi og nulvækst herhjemme.
Samtidig vil opbremsningen i den globale økonomi bevirke, at Danmark vil opleve et velstandstab på 30 milliarder kroner i samme periode.
"Reduceres den økonomiske vækst internationalt med 1 pct. point i år og næste år, vil Danmark miste 40.000 job og tabe velstand for 30 mia. kr. i 2012 - i forhold til OECD's nuværende prognose," skriver AE i analysen.
Mens OECD forventer en BNP-vækst for Danmark på 1,8 pct. i 2011 og 2,1 pct. i 2012, så er væksten i AE's analyse på henholdsvis 0,8 pct. og 1,3 pct. i 2011 og 2012.
De asiatiske aktiemarkeder er mandag åbnet med store fald.
Det skyldes, at USA's kreditværdighed for første gang i historien er blevet sænket fra det højeste niveau til det næsthøjeste niveau.
Samtidig kæmper regeringer og organisationer lige nu aktivt for at forhindre sammenbrud på de internationale finansmarkeder.
I aftes var de europæiske centralbanker kaldt til hastemøde i den Europæiske Centralbank.
Efterfølgende var meldingen, at ECB aktivt vil opkøbe statsobligationer i Eurozonen for at undgå et kollaps.