HAR DU OGSÅ FÅET AT VIDE af en konsulent eller din arbejdsgiver, at du skal være forandringsparat eller omstillingsparat? Har du måske endda været på et kursus i at blive det?
Lov mig i så fald at glemme alt det, du måtte have lært. Resultaterne af denne tankegang er nemlig bedrøvelige, og vi ser dem i disse år både i det offentlige og private.
FORANDRINGSPARAT ER EN PASSIV tilstand. Når du er parat, så gør du dig klar til noget. Det betyder i praksis, at imens andre skaber fremtiden, så forbereder du dig til den. Det gør du eksempelvis ved at udforme lange innovationsstrategier i kommunen, lave den ene powerpoint-præsentation efter den anden eller måske indstille dig på en virkelighed, hvor direktiverne kommer ovenfra, og du så må tilpasse dig efter bedste evne. Altså være parat til omstillingen.
KONSEKVENSEN ER organisationer og teams, som ikke træner i at skabe fremtiden. De accepterer i stedet en præmis omkring, at der fra ledelsen udstikkes nogle retningslinjer, som skal følges til punkt og prikke. Meget sjældent følger der sammen med disse retningslinjer en lydhørhed i forhold til, hvad den enkelte medarbejder tænker om opgaverne, eller om de overhovedet giver mening. Og eftersom mening ifølge en række studier er helt afgørende, når teams skal skabe forandringer og ikke mindst forbedringer, så bliver resultatet, at man står tilbage med demotiverede medarbejdere, der ikke føler ejerskab over deres egen hverdag.
Sprog skaber virkelighed, og derfor er forandringsparat og omstillingsparat ikke bare ord. De afføder handlinger og mindsets, og det er på tide, at vi én gang for alle dropper de to begreber i al ledelse og kulturarbejde – både indenfor det offentlige og private. I stedet skal vi i gang med at arbejde med at være forandringsskabende og de langt mere positive muligheder, dette mindset tilbyder.
EN FORANDRINGSSKABENDE kultur er karakteriseret ved, at forandringerne ikke er noget, man forbereder sig på, men noget man skaber. Dette udelukker ikke strategier eller powerpoints, men vægten lægges i stedet på hverdagen og ønsket om at ændre denne i en endnu bedre retning. Rettesnoren er ikke direktiver fra oven, men følelsen af mening og medejerskab. Man bliver mini-iværksætter i sin egen organisation, og man er drevet af, at man har indflydelse og kan skabe ting sammen med sine kolleger.
Jeg kender kulturen fra iværksætteri og de organisationer, jeg har samarbejdet med, om at droppe forandringsparatheden og begynde at handle ud fra meningsfyldthed og medejerskab.
Jeg trækker bl.a. på mine bøger indenfor iværksætteri, hvor jeg har interviewet i hundredvis af iværksættere og ledere fra hele verden. De er alle karakteriseret ved en helt enorm passion for noget, der sjældent i sig selv retfærdiggør denne passion. En iværksætter kan være helt oppe at køre over at skabe en webshop eller et bogholderisystem, selvom verden fint kan leve uden begge dele. Imidlertid er det så vigtigt for iværksætteren, at vedkommende er villig til at arbejde i mange timer for at udleve drømmen, fordi der er så tæt en sammenhæng imellem, hvad vedkommende laver, og hvorfor vedkommende gør det.
Dette er også det smukke ved det menneskelige sind. Vi kan begejstres, hvis blot vi får lov til at finde meningen i det, vi laver, samt friheden til at handle på vores idéer.
NOGLE GANGE MISFORSTÅR politikere og andre dette og tænker, at det offentlige af den grund skal privatiseres for, at man kan opnå de samme effekter som ved nystartede firmaer. Jeg mener ikke, at dette er tilfældet. Det handler nærmere om, at både offentlige instanser og større virksomheder skal evne at sætte fokus på, hvorledes den enkelte medarbejder kan finde frem til meningen med det, de laver, samt understøtte en kultur, hvor praksis frem for teori er i hovedsædet. En kultur der er forandringsskabende frem for forandringsparat.
Hvis en iværksætter er forandringsparat, så går vedkommende nedenom og hjem. Der er ikke tid eller ressourcer til at gøre sig klar til fremtiden igennem lange strategier og tunge powerpoints. Der skal handles.
På samme måde er det tilfældet alle de steder, hvor der lige nu ligger strategier, men ikke hersker kulturer. Disse steder har brug for, at der bliver tændt op under ilden hos dem. At lederne tør tale om hvorfor og ikke kun hvordan, samt at også topledelsen forstår, at det handler om følelsen af medejerskab og frihed først og fremmest. Én gang for alle skal vi gøre op med idéen om at være forandringsparate.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.